Det her siger Wozniacki om svær lodtrækning
Navne som Victoria Azarenka og Serena Williams skræmmer ikke den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki.
Caroline Wozniacki tror på, at hun kal slå alle.
Caroline Wozniacki tror på, at hun kal slå alle. Foto: Bernat Armangue/AP


Når Caroline Wozniacki tirsdag indleder Australian Open i tennis, er det 32. gang, at hun forsøger at snuppe et trofæ ved en grand slam-turnering.

Men danskeren er ikke ligefrem blevet velsignet med den bedste lodtrækning, da hun allerede i anden runde risikerer at møde den dobbelte Australian Open-vinder Victoria Azarenka. Og skulle danskeren nå til kvartfinalen, så er det formentlig verdensetteren Serena Williams, der står på den anden side af nettet.

Den svære lodtrækning spiller dog ikke den store rolle, lyder det fra Wozniacki, som plejer at holde sig til at tage en kamp ad gangen.

- Men i år har det været lidt svært ikke at vide, hvem man står til, siger hun med henvisning til, at eksperter og kommentatorer har stået i kø for at beskrive Wozniackis lodtrækningsuheld.

- På papiret ser det ud til at være en hård lodtrækning, men jeg tror på mig selv og tror på, at jeg kan slå alle, når jeg spiller godt, siger Wozniacki.

Generelt mener hun, at det er helt umuligt at forudsige, hvem der ender øverst på sejrsskamlen i turneringen.

- Alt kan ske i årets første grand slam, og alt kan ske i enhver grand slam - det ser man hver gang. Der er altid nogen, der overrasker, og nogen, der pludselig skyder i vejret, mens andre taber hurtigt. Det handler bare om at fokusere på sig selv, siger hun.

Danskeren møder i første runde den 18-årige amerikaner Taylor Townsend, der ligger nummer 99 på verdensranglisten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.