Uanset om du allerede står midt i lufthavnen, eller om du først skal flyve om en uge, så har du ikke lyst til at høre, at de ansatte hos flyselskaberne strejker.
Men selv om din afgang er forsinket eller aflyst, som vi ser i disse dage med Lufthansa, så har du heldigvis rettigheder som kunde og passager, fortæller leder af forbrugercentret Forbruger Europa, Lars Arent.
- Der er stadig en del forvirring, og folk er konstant i tvivl om, hvilke regler der gælder. Til trods for at det er et af de områder, hvor der virkelig er taget hånd om forbrugerne rent lovgivningsmæssigt, lyder vurderingen fra Lars Arent.
- Vi har ærligt talt meget blandede erfaringer med flyselskaberne. Nogle selskaber er gode til at respektere kundens rettigheder og lever op til reglerne uden problemer. Men der findes også andre selskaber, der gør det noget vanskeligere for kunden, især hvis kunden ikke selv gør krav på sine rettigheder i forbindelse med en aflysning, fortæller Lars Arent til Ritzau Fokus.
Det kan være nervepirrende at høre om en truende strejke eller mulig arbejdsnedlæggelse, når dine billetter allerede er bestilt. Som rejsende kan du dog altid kontakte flyselskabet i tiden op til flyafgangen, hvis du er i tvivl. Så kan du få svar på, hvordan du skal forholde dig i tilfælde af strejke.
Og så er det vigtigt at tage turen til lufthavnen, også selv om du tror, at din afgang bliver aflyst. Ellers kan du let gå glip af muligheden for at komme med næste afgang.
Det fortæller Asta Ostrowski, der er seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
- Under Norwegians strejke så vi eksempler på, at man fik en sms om, at ens fly var aflyst, men så fløj det alligevel. Og så mister man altså sine rettigheder, hvis man ikke er der. I forbindelse med strejke har du ret til at få omlagt din tur eller få dine penge retur. Men kun hvis du møder op på det tidspunkt, der står på din billet, siger hun.
Fem regler og rettigheder, hvis flyselskaberne er ramt af strejke:
1. Du kan få ombyttet din billet til en ny billet med næste mulige afgang. Enten hos det samme eller et andet flyselskab.
2. Hvis du vælger at vente på den næste mulige afgang, så skal dit flyselskab betale for mad og drikke og eventuel overnatning, hvis du skal vente så længe.
3. Du kan også vælge at få pengene retur, hvis din afgang er aflyst. Så kan du enten beholde pengene eller selv forsøge at finde en ny afrejse.
4. Hvis dit flyselskab eller rejsebureau hverken vil give dig penge tilbage eller ombooke din billet, skal du straks klage til Trafikstyrelsen. Sørg for at gemme alle mails og dokumenter fra din korrespondance med selskabet.
5. Du kan i udgangspunktet ikke få yderligere økonomisk kompensation for en aflyst eller forsinket flyafgang på grund af strejker i EU.
Kilde: Forbruger Europa
/ritzau/FOKUS