Det såkaldte grå guld går sin sejrsgang på det danske arbejdsmarked, skriver Finans. Der har aldrig været flere beskæftigede danskere over 55 år. Det viser tal fra Danske Bank og Danmarks Statistik.
Forklaringen skal bl.a. findes i, at flere ældre vælger at blive længere på arbejdsmarkedet, efter at bl.a. tilbagetrækningsreformen fra 2011 udvandede efterlønsordningen, mener Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank og Ole Steen Olsen, arbejdsmarkedschef fra interesseorganisationen Dansk Erhverv.
Samtidig er flere virksomheder blevet bedre til at holde på de ældre medarbejdere ved bl.a. at tilbyde dem mere fleksible arbejdstider og nye opgaver, vurderer de.
I dag er næsten 450.000 danskere mellem 55 år og 64 år i en eller anden form for arbejde. Det er en stigning fra lige før finanskrisen, da arbejdsmarkedet ellers var på sit højeste.
Ligeledes er omtrent 65 pct. af den befolkningsgruppe nu i arbejde, mod under 60 pct. lige før finanskrisen.
Udviklingen bæres ifølge Ole Steen Olsen frem af, at virksomhederne i stigende omfang tør ansætte ældre medarbejdere, fordi man er blevet mindre bange for, at de hurtigt forlader arbejdsmarkedet.