Det gode sensommervejr driller Hennes & Mauritz
Hennes & Mauritz fik en omsætningsfremgang på otte procent globalt i tredje kvartal trods usædvanligt vejr.
Solskin i august har betydet, at salget af efterårsvarerne i H&M-butikkerne har fået en tung start.
Solskin i august har betydet, at salget af efterårsvarerne i H&M-butikkerne har fået en tung start. Foto: Ints Kalnins/Reuters


Det flotte augustvejr, som prægede det meste af Europa, spillede tøjkoncernen Hennes & Mauritz et lille puds, fordi det fik kunderne til at købe andre varer, end man i første omgang troede, at de ville.

Det viser tøjgigantens regnskab for tredje kvartal i det forskudte regnskabsår.

Selskabet opnåede i perioden en omsætningsfremgang på otte procent i lokale valutaer sammenlignet med samme periode sidste år.

Og ifølge administrerede direktør Karl-Johan Persson kunne fremgangen have været endnu højere, hvis ikke solen pludselig var begyndt at bage.

- Salget var godt i de fleste lande indtil midt i august. Herefter blev salget påvirket negativt af usædvanligt varmt vejr, som fortsatte ind i september og også fortsatte den udfordrede begyndelse på efterårssæsonen, siger han.

H&M's danske landechef, Christel Friis-Mikkelsen, fortæller tilsvarende, at man har solgt masser af sommervarer i august.

- Overgangsvarerne er også startet fint, mens vintervarerne har haft en lidt langsommere start, hvilket er helt naturligt, vejret taget i betragtning.

- Vi har dog en stor tro på vores kollektioner og på, at salget af vintervarerne går i gang, nu hvor vejret vender, siger hun.

H&M har i regnskabsårets første ni måneder i alt omsat for næsten 140 milliarder svenske kroner og opnået et resultat før skat på 16,6 milliarder svenske kroner.

Foruden H&M-butikkerne omfatter koncernen butikskæderne COS, Monki, Weekday, &Other Stories og Cheap Monday.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.