Af Anita Banner og Maja Grønbæk, ISABELLAS, Aller Media
En evig diskussion i mange familier er, hvorvidt det er nødvendigt eller ej at skylle tallerkener og bestik af, inden de ryger i opvaskemaskinen. For man skulle næsten tro, at man kan forebygge dårlig lugt ved at skylle af, fordi snavset sætter sig fast i maskinen, hvis der stadig sidder lidt fra maden. Men sådan forholder det sig, ifølge eksperten, ikke.
Disse 7 ting må du aldrig komme i opvaskemaskinen
Hvis du spørger en med forstand på netop det område er svaret klart: NEJ - du skal ikke skylle af. Det siger Janni Nøhr fra BSH Hvidevarer, der forhandler opvaskemaskiner fra Bosch og Siemens.
- Der er slet ikke nogen grund til at skylle tallerkener, kopper og glas, inden de stilles i opvaskemaskinen. Det er fint kun at skrabe servicet rent hen over skraldespanden, så madresterne ikke kommer i opvaskemaskinen og sætter sig i filteret. Almindeligt pulver eller tabs skal nok få snavset af, siger Janni Nøhr og understreger, at forebyggelsen af dårlig lugt hænger sammen med måden, du behandler din opvaskemaskine på.
Der er altså absolut ingen grund til at spilde hverken vand eller kræfter på at skylle din service af inden opvasken.
Rengøring: Her er de 5 mest beskidte steder i dit hjem
Men hvad gør du så, når du åbner lågen til din opvaskemaskine for ærgerligt at konstatere, at din såkaldte køkkenhjælper har forvandlet sig til et stinkende monstrum, du absolut ikke har lyst til at fylde op med service?
- Hvis din opvaskemaskine lugter, skyldes det ofte, at opvaskemaskinen er snavset, eller at der er noget galt med rørføringen. Rens filteret, som findes i bunden af opvaskemaskinen, og rengør de gummilister, som er inden i opvaskemaskinen. Du kan bruge almindelig opvaskemiddel og vand, men hvis de er meget snavsede, så anvend brun sæbe. Hæld citronsyre i sæbeskuffen, og kør en vask ved 60 grader. Der skal ikke være noget service i, forklarer Janni Nøhr.
De seks gode grunde til også at spise bananskrællen