Det europæiske rumfly er landet i Stillehavet
Det europæiske rumagenturs eksperimentelle rumfly er succesfuldt landet i Stillehavet og samlet op af et skib.
Efter en jordomrejse på lidt over 100 minutter, er det vinge- og mandskabsløse rumfly landet succesfuldt i Stillehavet.
Efter en jordomrejse på lidt over 100 minutter, er det vinge- og mandskabsløse rumfly landet succesfuldt i Stillehavet. Foto: /Polfoto


Det europæiske rumagenturs (ESA) vinge- og mandskabsløse rumfly er succesfuldt landet i Stillehavet efter en rejse rundt om Jorden på lidt over 100 minutter.

Med 7,5 kilometer i sekundet vendte rumflyet Intermediate eXperimental Vehicle (IXV) tilbage til Jorden.

En faldskærm bremsede faldet, efter IXV nåede igennem Jordens atmosfære og tillod rumflyet at lande sikkert i Stillehavets bølger. De oppustelige flydere gik af som planlagt og holdt fartøjet flydende, indtil ESA's skib samlede IXV op.

Det europæiske rumagentur har evnerne til at sende rumskibe, robotter og forsyningsskibe ud i rummet, men har ikke midlerne og erfaringerne til få dem tilbage til Jorden.

Håbet er, at IXV's rejse og rumfartøjets 300 sensorer har opsamlet data omkring passagen fra rummet til Jordens atmosfære og landingen i Stillehavet.

Den opsamlede information er endnu et skridt imod at kunne genbruge rumfartøjer og dermed blandt andet nedbringe omkostningerne ved rumrejser.

Både amerikanske Nasa og det russiske rumagentur har succesfuldt foretaget lignende operationer, og selvom der reelt deles viden mellem Nasa og ESA, vil ESA gerne have den praktiske erfaring.

Tilbagevenden til Jorden er en af de store udfordringer for rumfartsindustrien, hvilket blev understreget, da rumfærgen Columbia opløstes i Jordens atmosfære i 2003, og alle syv ombordværende omkom.

Opsendelsen af IXV startede ellers en smule dramatisk, da nedtællingen gik i stå med fire minutter tilbage på uret. Det skyldte problemer med kommunikationen mellem IXV og affyringsbasen.

Problemet blev løst, og rumfartøjet kommunikerede og sendte information til affyringsbasen på hele dens tur.

Det næste skridt for ESA er at lande et rumfly på jorden, hvilket gør det muligt at genbruge rumfartøjet.

IXV har et prisskilt på 1,1 milliard kroner. Rumflyets længde på fem meter og kampvægt på to ton leder tankerne hen på en lille personbil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.