"Det er uanstændigt": Poul Erik Skov raser over Nykredit
Det er uanstændigt, at Nykredit forhøjer bidragssatserne, lyder det fra tidligere 3F-formand, Poul Erik Skov Christensen.
"Folk, der har siddet nede i banken for en måned siden, har ikke haft en kinamands chance for at forudse det her, og de bliver taget med bukserne nede," siger Poul Erik Skov Christensen.
"Folk, der har siddet nede i banken for en måned siden, har ikke haft en kinamands chance for at forudse det her, og de bliver taget med bukserne nede," siger Poul Erik Skov Christensen. Foto: Torkil Adsersen/Scanpix/arkiv


I disse dage dumper der breve ned i postkassen hos en række Nykredit-kunder. Her får de beskeden om, at bidragssatserne bliver forhøjet, så det fremover bliver dyrere at have realkreditlån i Nykredit.

På sin Facebook-side har banken forsøgt at komme de mange vrede kunder i forkøbet og opfordrede dem derfor i går aftes til at skrive spørgsmål til koncernchef Michael Rasmussen.

Det har fået mange vrede kunder til tasterne, og en af dem er den tidligere forbundsformand i 3F, Poul Erik Skov Christensen. 

- Jeg er en af de mennesker, der er så uheldig, at være kunde hos jer. Og har derfor modtaget brev fra jer om, at jeg skal betale en voldsom stigning i bidragssatserne. Jeg finder fremgangsmåden horribel, indleder han sin kommentar på Nykredits Facebook-side.

Den tidligere 3F-formand er især vred over, at det kan ramme helt almindelige danskere hårdt på privatøkonomien. 

- Danskerne er ordentlige omkring deres økonomi og lægger budgetter i forventning om, at de kan klare det. Det er derfor, at det er uanstændigt, siger Poul Erik Skov Christensen til Avisen.dk og uddyber:

- Folk, der har siddet nede i banken for en måned siden, har ikke haft en kinamands chance for at forudse det her, og de bliver taget med bukserne nede, siger han og kalder det en granat i almindelige menneskers privatøkonomi.

Ikke rimeligt at kunderne skal betale

Poul Erik Skov Christensen er ikke i tvivl, at det er Nykredits børsnotering, der danner baggrund for, at bidragssatserne nu sættes op.

- Ved at presse bidragene op, kan de sikre en bedre aktiekurs, fordi aktionærerne nu får et signal om, at der er muligheder for et bedre afkast af deres aktier, siger han og understreger, at han ikke mener, at det er rimeligt, at kunderne skal betale for det.

Koncernchef Michael Rasmussen har svaret på Poul Erik Skov Christensens Facebook-kommentar.

- Du har ret i, at bidragsforhøjelsen skal være med til at sikre børsnoteringen og den nødvendige kapitalfremskaffelse. Det lægger vi ikke skjul på. Der er ingen i Nykredits bestyrelse eller direktion, der har et særskilt ønske om en børsnotering. Det er et middel, ikke et mål. Målet er at sikre, at Nykredit til enhver tid har den polstring, der gør det muligt at låne ud i hele Danmark til konkurrencedygtige priser, skriver han blandt andet.

Men Poul Erik Skov Christensen giver ikke meget for det svar.

- Kernen i det her er, at man har holdt kunderne for nar, siger han og fortæller, at det er noget, der kan få ham - og sikkert også mange andre danskere - til at skifte til et andet kreditinstitut.

Nykredit hæver bidragssatserne for alle eksisterende og nye privatkunder, der har lån via Totalkredit, fra den 1. juli 2016. Kunder med lange fastforrentede lån med afdrag vil opleve den mindste stigning, mens kunder med F1,- F2,- F3,- og F4-lån uden afdrag bliver ramt hårdest.

Mange af jer, der er kunder hos os, modtager i disse dage breve om, at vi forhøjer bidragssatserne. Vi har stor forstå...

Opslået af Nykredit på 22. februar 2016

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.