Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Det er på høje tid, at de giver syge borgere retten til et værdigt liv

Reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012 og dens ressourceforløb har i den forgangne uge været genstand for stor medieopmærksomhed.

Der har fra en lang række parter været fremført kritik af reformen, som har været i kraft siden 1. januar 2013, og der har været stærke personhistorier fra syge mennesker, der er berørt af reformens lovgivning om ressourceforløb.

De to arbejdsmedicinske overlæger Rolf Petersen og Johan Hviid Andersen lagde ud med en meget omtalt kronik i Ugeskrift for Læger mandag den 19. oktober. Her skrev de, at ressourceforløbene i mange tilfælde er direkte sundhedsskadelige for syge og invalide borgere:

”Mange af disse forløb kunne være gode, hvis de var reelle tilbud til de syge og invaliderede. Men tilbuddene kan ikke afslås, selvom man er for syg til at klare dem, idet man ved at afslå kan miste sit forsørgelsesgrundlag. Resurseforløb varer 1-5 år, og i et resurseforløb modtager man en resurseforløbsydelse, der svarer til kontanthjælp.

(...) Som det fremgår af fleksjob- og førtidspensionsreformen, er det en bunden opgave, at alle muligheder for udvikling af arbejdsevnen skal være udtømte, før der kan bevilges en førtidspension. Da speciallægerne kun er rådgivende, er det kommunerne, der afgør sagerne. Dette gør, at speciallægernes vurdering, der f.eks. kan være, at en syg person skal have førtidspension, ikke følges. Dermed indgår der andre hensyn end de helbredsmæssige, og man kan frygte, at hensynet til kommunernes økonomi spiller en rolle.

Fleksjob- og førtidspensionsreformens hovedvægt på, at syge og invaliderede skal arbejde i stedet for at få førtidspension, gør, at sagsbehandlingen i kommunerne efter vores mening er sundhedsskadelig for mange personer med svær sygdom og invaliditet.”

De kom endvidere med en klar appel til regeringen og Folketinget:

”Hvis det er regeringens og Folketingets ønske at forbedre de syges og invalideredes situation, må kriterierne for tildeling af førtidspension lempes.”

DEN KRITIK afviste fem socialmedicinske overlæger samme dag i Ugeskrift for Læger i et modsvar. De opfatter generelt reformens ressourceforløb som et fremskridt og en hjælp – ikke som en belastning, fremgik det.

Mediedækningen af dette emne havde sit højdepunkt tirsdag aften den 20. oktober med DR2’s dokumentarudsendelse ”Syge danskere i sengepraktik” ved journalist Nils Giversen. Han satte ansigter på to af de borgere, som er berørt af loven. Lolita Solsikke Christensen og Kim Damgaard, som de hedder, har begge erfaret en kommune, hvis forvaltning af loven handler om at presse dem i arbejdsprøvning medbringende en seng og ned til ganske få time- eller minuttal ugentligt. Udsendelsen dokumenterede, at der foregår en uværdig behandling af syge mennesker i kommunerne.

Dokumentaren gjorde stærkt indtryk på undertegnede. For den viste med al ønskelig tydelighed, at man i Randers og Vejen Kommuner – som de to pågældende borgere var hjemmehørende i – ignorerede lægefaglige anbefalinger i sagerne og borgernes grundlæggende meget alvorlige helbredssituation. De blev presset ud i forløb, der var helt absurde og formålsløse. Så mens de i forvejen skulle kæmpe med deres alvorlige helbredssituation, blev de nu udsat for myndigheders magtmisbrug og svigt. De blev stillet rettighedsløse. De blev behandlet uværdigt.

I dokumentaren udtalte den ene af de arbejdsmarkedsmedicinske overlæger, Rolf Petersen, bag kronikken i Ugeskrift for Læger sig til kameraet. Også professor i socialret Kirsten Ketscher udtalte sig om sagen. Hun sagde, at det ”… ikke er tilladt for myndighederne at pine og plage borgere.”

SÅ HVAD ER DET, der er på spil i disse ressourceforløb? Hvad siger loven om dem? Hvordan virker forvaltningen?

Loven om social pension siger, at kommunerne ikke må tilkende syge mennesker førtidspension, før de har været igennem ét eller flere ressourceforløb af mellem et og fem års varighed.

Der er kun én undtagelse til dette krav. Den er, at personer kan undtages fra ressourceforløb, hvis det ”… er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres” (Loven om social pension § 16, stk. 2), eller hvis det ”… er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle deres arbejdsevne” (Beskæftigelsesindsatsloven, § 68 a, stk. 2).

Men med reformen gjorde man det i praksis næsten umuligt at få tilkendt førtidspension. Det har betydet, at antallet af nytilkendelser af førtidspension er styrtdykket – fra 15.969 i 2011 og 14.621 i 2012 til 5.743 i 2013, 5.981 i 2014 og 1.411 nytilkendelser i første kvartal af 2015 (ifølge tal fra Ankestyrelsen). Mange invalide borgere har fået afslag på førtidspension trods speciallægeerklæringer på, at de ikke har nogen arbejdsevne, og er blevet efterladt i langvarige ”ressourceforløb”, som er et nyt lag i førtidspensions- og fleksjobordningen.

Med reformen anlagde man den politiske betragtning, at der findes uudnyttede ressourcer hos syge borgere, som samfundet skal kunne bringe i spil. Med andre ord betvivlede man politisk, at syge mennesker egentlig er så syge endda.

Hvor man frem til og med 2002 blev tilkendt førtidspension på grundlag af lægeerklæringer om sygdomme og handicap, og tilkendelseskriteriet fra 2003 blev ændret til det såkaldte arbejdsevnekriterium, har man fra 2013 føjet et nyt lag til ordningen. Dette lag er da også navngivet med henblik på at italesætte denne betragtning: ressourceforløbet. Det blev i første omgang præsenteret som en ”tidlig, tværfaglig og sammenhængende indsats”, der ”skal forebygge”, at de mest sårbare unge ”parkeres” på førtidspension.

Men allerede inden reformen var officielt vedtaget, kunne fagmedarbejder i social- og retspolitik Jesper Tynell i P1 Orientering afsløre, at ressourceforløbene slet ikke ville blive nogen tidlig indsats (den 26. oktober 2012). Loven endte også med at lade præmisserne for tildeling af ressourceforløb være, at alle andre muligheder allerede var udtømt.

MEN HVAD ER DET FOR ressourcer, der kan udvikles, når alle muligheder allerede er afprøvet? Det er jo en absurditet. Den absurditet analyserer journalist David Wedege meget klart frem i sit blogindlæg på Kanslergade.blogspot.dk den 19. oktober 2015, ”Ressourceforløb bygger på sproglig manipulation”. Han skriver blandt andet:

”Før handlede førtidspension om arbejdsevner. Nu er det såkaldte ressourcer. Men ordene betyder det samme i sammenhængen. (…) Den førte politik og praksis er et retorisk svindelnummer, der ikke kan overleve en simpel analyse. (…) Altså, når det er helt udelukket, at man har arbejdsevne tilbage, der kan udvikles, så tager man hul på sidste reserve: Borgerens ressourcer. Nu skal mulighederne for at udvikle borgerens ressourcer undersøges. Og kan borgerens ressourcer udvikles, kan disse ressourcer måske mutere til arbejdsevne.”

Denne absurditet har præget konstruktionen af ressourceforløbet, og det dokumenterede Jesper Tynell i sin første evaluering af reformen (den 10. februar 2014).

Kommunerne har i deres forvaltningspraksis vist, at de ikke reagerer på lovens ord om det ”helt åbenbare”, som berettiger borgere til førtidspension. I en lang række tilfælde bliver meget syge borgere nemlig alligevel sendt i ressourceforløb, selvom det er åbenbart formålsløst, og borgerne har det meget dårligt.

TIRSDAG DEN 20. OKTOBER havde Folketingets beskæftigelsesudvalg indkaldt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til åbent samråd om kommunernes problematiske praksis med ressourceforløb. Arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen (EL) og Karsten Hønge (SF) havde stillet spørgsmålene til samrådet. Jeg fulgte samrådet via Folketingets web-tv.

Finn Sørensen og Karsten Hønge fremlagde alvoren i den forvaltning, som mange syge borgere møder ude i kommunerne i forbindelse med disse ressourceforløb. De fortalte om, hvordan en række borgere oplever forløbene som ”mishandling” og enten er blevet meget mere syge eller ligefrem er afgået ved døden i forbindelse med eller efter sådanne forløb (den direkte sammenhæng er uklar). De fortalte om kommuner, som systematisk presser borgere i ressourceforløb, selvom de er så dårlige, er det er udsigtsløst og meningsløst. De fortalte om, at en del borgere oplever at være retsløse i dette system, og at myndighederne med regeringens billigelse får lov til at behandle dem uværdigt til stor skade for dem. Bent Bøgsted (DF), Liselott Blixt (DF), Ib Poulsen (DF), Torsten Gejl (AL) og Bjarne Laustsen (S) støttede op om Sørensen og Hønges spørgsmål og synspunkter.

Finn Sørensen og Karsten Hønge spurgte ministeren, om han mener, at kommunerne forvalter loven efter hensigten. Er det meningen at behandle borgere på en uværdig og mishandlende måde?

Beskæftigelsesministeren fremstillede loven som god og havende gode intentioner. Han redegjorde for det paradigmeskift, som reformen udtrykker, hvor man er gået fra at se på ”begrænsninger” (manglende arbejdsevne) til ”potentiel arbejdsevne” og ”nye muligheder” (en forestillet fremtidig udvikling af ressourcer, som måske, måske ikke, kan resultere i arbejdsevne en gang ude i fremtiden). Han beskrev ressourceforløbet som ”en tidlig, tværfaglig og sammenhængende” indsats – selvom det altså allerede er indrømmet af den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), at der ikke ville blive tale om nogen ”tidlig” indsats. Og han udtrykte direkte, at reformen ”skal hjælpe” borgere, og at ”… den tænkning, der ligger bag lovgivningen, (...) bygger på en dyb, dyb respekt” for borgerne.

MINISTEREN SAGDE, at det ikke er meningen med loven og dens forvaltning, at den skal straffe borgere eller udsætte dem for meningsløse forløb, hvor de bliver endnu mere syge. ”Loven er fuldstændigt klar på det punkt”, mente han og refererede til, at der skal gives førtidspension til borgere, hvor det er ”åbenbart formålsløst” at forsøge at udvikle en arbejdsevne.  Og han indrømmede, at det er ”uacceptabelt,” hvis myndigheder sætter borgeres helbred og arbejdsevne (som han kaldte ”funktionalitet”) over styr.

Han afviste dog at forholde sig til den kommunale praksis i en lang række groteske sager, som medierne har berettet om. Afviste at foretage nogen vurdering af, om kommunerne handler efter lovens hensigt eller ej. ”Jeg har ikke nogen adkomst til at give kommunerne karakter i deres praksis” var et karakteristisk udsagn fra ham.

Og Ankestyrelsens praksisundersøgelse fra foråret 2015, som giver kommunerne ret i størsteparten af deres praksis på dette område, må ifølge ministeren tages til efterretning – den vægter på linje med lovgivningen.

Hvad gør borgere så, hvis de oplever at blive mishandlet i et ressourceforløb?

”Så må de tage en bisidder med” til møderne med kommunen og derudover må de ”klage” over forvaltningen, sagde ministeren.

Men hvis Ankestyrelsen overordnet set giver kommunerne ret i deres vurdering af, at det er i overensstemmelse med lovens intention at give meget få syge borgere førtidspension, hvad skulle det så hjælpe dem at klage til Ankestyrelsen, spurgte Finn Sørensen så ministeren. Er loven god, og bliver loven administreret efter intentionen?

HVORDAN KAN EN LOV, som ifølge Ankestyrelsen bliver forvaltet i overensstemmelse med lovens hensigt, være så god, som ministeren forsøgte at fremstille den, når mange borgere bliver udsat for uværdig behandling og står retsløse over for myndighederne? Det kan ikke både være sandt, at loven er god, at Ankestyrelsen finder forvaltningen i overensstemmelse med lovens intentioner, og at der alligevel foregår ond og meningsløs forvaltning.

Og hvis ministeren alligevel mener, at kommuner ikke må forvalte loven på den måde, som nogle kommuner har praktiseret det, hvor borgere blev mere syge og meget pressede af forløbet, hvorfor vil han så ikke blande sig aktivt i kommunernes forvaltning og hæve sig op over Ankestyrelsens vurderinger? Hvorfor vil han ikke egenhændigt fastslå, at kommunerne opfører sig helt uanstændigt i sådanne situationer, og at det er nødvendigt at gribe aktivt ind over for og for eksempel sanktionere kommuner for den slags mishandling af borgere og deres retssikkerhed?

Ministeren udtalte på samrådet, at han ”… ikke har ret til at lave loven om”, og at han ”… har pligt til at følge og administrere loven”.

Det lyder i mine ører uhyrligt, at en minister ikke skulle have adkomst til at vurdere og gribe ind i loven og/eller forvaltningen. Det er i bedste fald en embedsmandsagtig adfærd, i værste fald en dårlig undskyldning for at lade en ond lovgivning og en kynisk forvaltningspraksis fortsætte til stor skade for en masse borgere.

Det er på høje tid, at beskæftigelsesministeren såvel som arbejdsmarkeds- og socialordførerne i partierne bag reformen tager politisk ansvar for at lave loven om og griber ind over for uværdig forvaltning og retsløse tilstande. Det er på høje tid, at de giver syge borgere retten til et værdigt liv. 

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.