"Det er arrogant": SF-profil raser over regeringens spareplaner
Hos SF forstår man overhovedet ikke regeringens planer om at spare på mentorordningen til svage ledige.
- Det er arrogant. Det er mennesker, der selv er ovenpå, der siger til andre, at de bare skal gå i arbejde, siger SF's arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge.
- Det er arrogant. Det er mennesker, der selv er ovenpå, der siger til andre, at de bare skal gå i arbejde, siger SF's arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge. Foto: Scanpix


Meldingerne om, at regeringen vil spare på kommunernes mentorordninger for arbejdsløse, mødes med dyb hovedrysten i SF.

Avisen.dk kan i dag fortælle, at regeringen i sit udkast til en finanslov lægger op til, at der skal spares 500 millioner kroner på at effektivisere indsatsen på kontanthjælps-området. En del af de penge skal findes i besparelser på mentorordningen, bekræfter finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Det er dog en helt forkert og arrogant tilgang til at få folk i arbejde, mener SF's beskæftigelsesordfører Karsten Hønge.

- Det er arrogant. Det er mennesker, der selv er ovenpå, der siger til andre, at de bare skal gå i arbejde. Men regeringen må forstå, at de her mennesker er i en situation, hvor de ikke bare kan gøre det. Man er nødt til at have forståelse for, at der findes mennesker, der er i anden situation, og har brug for, at der er nogle, der tager dem i hånden, siger han til Avisen.dk.

Han mener, at det er en god ordning, som regeringen nu vil droppe.

- Mentorordningen er godt givet ud. Ikke bare for de enkelte mennesker, men også for samfundsøkonomien. De her mennesker har brug for en individuel hjælp til, hvordan de kommer videre. For nogle kan det være noget helt banalt, som at vende døgnrytmen, så den passer til rytmen på arbejdsmarkedet, siger Karsten Hønge.

Kan ikke måle effekten

Mentorordningen har siden 2003 været en del af den danske beskæftigelsesindsats, og i 2013 var der omkring 36.000 mentorforløb, viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Sidste år målrettede den tidligere regering indsatsen, så det især var de mest ressourcesvage borgere med komplekse sociale eller personlige problemer, som kunne få en mentor.

Men den strategi var fejlslåen, mener finansministeren.

- Man udvidede mentorordning, så den kørte helt ind over kontanthjælpsområdet, og der kan man bare konstatere, at mentorordningens effekt ikke kan dokumenteres. Og det er derfor, vi målretter opgaven til de persongrupper, for hvem en mentorordning virker, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Avisen.dk.

Men det er noget sludder, mener Karsten Hønge. Han henviser til, at mange kommuner har taget ordningen til sig.

- Det er jo kommunerne, der er tæt på borgerne, siger han.

Derudover henviser han til, at mentorordningen ikke blot handler om ren og skær beskæftigelsespolitik, da det netop er nogle af de allersvageste grupper, man anvender ordningen til.

- Vi er i krydsfeltet mellem social politik og beskæftigelsespolitik, og derfor tager tingene længere tid, lyder det fra Karsten Hønge.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.