Det betyder mærkerne på dine fødevarer
Når du køber fødevarer i supermarkedet, er de ofte forsynet med farvestrålende mærker, men ved du, hvad de betyder? Få hjælp her.
Forbrugerrådet Tænk anslår, at der findes op mod 100 forskellige mærker på varerne i de danske butikker. Omkring halvdelen af dem sidder på vores fødevarer.
Forbrugerrådet Tænk anslår, at der findes op mod 100 forskellige mærker på varerne i de danske butikker. Omkring halvdelen af dem sidder på vores fødevarer. Foto: Colourbox/free


Ved du, hvad det betyder, når rugbrødspakken er forsynet med et orange mærke med en glad mand?

Eller hvorfor der er et billede af et nøglehul på emballagen med rullepølse?

Supermarkedets produkter bugner med mærker, og hvis du allerede nu er forvirret over dem, er der dårligt nyt, for snart kan der være et nyt medlem af mærkefamilien på vej.

Står det til regeringen, skal dit svinekød fremover forsynes med et stjernemærke, så du kan se, hvor godt grisen har haft det, før den blev slagtet.

Men der er i forvejen alt for mange mærker at vælge mellem, og de er tit mere forvirrende end gavnlige, mener madsociolog Jon Fuglsang fra Professionshøjskolen Metropol.

- Undersøgelser viser, at forbrugerne reelt set ikke ved, hvad mærkerne betyder og tillægger dem værdi, som de ofte ikke har. For eksempel, at økologimærket skulle være særligt sundt.

Han har regnet sig frem til, at der findes op mod 50 fødevaremærker i de danske supermarkeder.

- Selv den dårligste fødevare kan efterhånden få et eller flere mærker, fordi de dækker over så forskellige forhold.

Alligevel erkender Jon Fuglsang, at mange mærker er kommet for at blive, og han peger selv på særligt fem mærker, som forbrugerne med rette kan sætte sig ind i.

Eksempelvis det røde Ø-mærke og det orange Fuldkornsmærke.

Samme holdning deler seniorrådgiver Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk.

Her har man gennemgået samtlige madmærkninger og er kommet frem til en anbefaling af syv af dem. Resten er overflødige og med til at forvirre.

Af samme årsag bør regeringen heller ikke indføre et nyt mærke til svinekød, hvis det står til Forbrugerrådet.

- Det er ikke fordi, vi går imod alle andre mærker, men hvis man kan de syv som forbruger, så er det nok, siger Camilla Udsen.

Du kan se hele listen over anbefalede mærker fra Forbrugerrådet Tænk her: http://taenk.dk/maerker

Det betyder de fem mest udbredte fødevaremærker:

- Ø-mærket: Er myndighedernes garanti for, at fødevaren er produceret efter økologiske regler med særligt fokus på dyrevelfærd, miljø og minimal brug af tilsætningsstoffer.

- Nøglehulsmærket: Er Fødevareministeriets mærke for, at fødevaren lever op til bestemte krav for indholdet af for eksempel fedt, fuldkorn og sukker. Nøglehulsmærkede produkter er som udgangspunkt sundere end lignende produkter, der ikke er forsynet med mærket.

- Fuldkornsmærket: Betyder, at producenterne af kornprodukter skal overholde bestemte krav for indholdet af sukker, fedt og kostfibre. Det er samtidig en garant for, at alle kornets dele indgår i produktet, så du også får fibre og vitaminer fra skaldelene med. Mærket er et samarbejde mellem sundhedsorganisationer, myndigheder, dagligvarevirksomheder og producenter.

- Fairtrade mærket: Er et internationalt mærke, der sikrer, at arbejdere i Afrika, Asien og Syd- og Mellemamerika betales en fair pris for deres arbejde, og at deres arbejdsforhold er i orden.

- MSC-mærket: Er en privat, global mærkningsordning. Det blå mærke findes på vildtfanget fiske- og skaldyrsprodukter og betyder, at produktet lever op til FN's internationale standarder for bæredygtigt fiskeri.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.