Det amerikanske budget får grønt lys af Kongressen
Budgettet på 1100 milliarder dollar lægger op til, at et 40 år gammelt forbud mod olieeksport ophæves i USA.


USA's nationale budget for næste år er fredag aften dansk tid blevet godkendt af Kongressen. Først af Repræsentanternes Hus med 316 stemmer for og 113 imod og et par timer efter af Senatet med 65 stemmer for og 33 imod.

Med vedtagelsen af budgettet på omkring 1100 milliarder dollar, svarende til cirka 7600 milliarder kroner, undgår USA dermed, at store dele af statsapparatet bliver lukket ned før jul.

I budgettet, som støttes af både Demokraterne og Republikanerne, er der lagt op til, at et 40 år gammelt forbud mod olieeksport ophæves. Samtidig er der forslag om reformer af Den Internationale Valutafond (IMF).

Ifølge den amerikanske erhvervs- og finansavis The Wall Street Journal har forslaget om at tillade olieeksport stor opbakning hos Republikanerne.

Republikanerne, som har flertal i begge Kongressens kamre, har lige som energibranchen længe villet ophæve restriktionerne for eksport af råolieprodukter.

Restriktionerne blev indført i 1970'erne under oliekrisen. Men i dag blomstrer den amerikanske olieindustri.

De fleste demokrater er imod en ophævelse af forbuddet mod eksport af råolie. De frygter blandt andet, at det vil føre til nedlæggelse af job på de amerikanske raffinaderier. De ser også øget olieudvinding som en trussel mod miljøet.

Præsident Barack Obama støtter budgettet, og han på forhånd sagt, at han vil skrive under på det, når det er igennem Kongressen.

En gruppe ledere fra begge kamre i Kongressen fik en aftale på plads om budgettet i november, umiddelbart inden formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, forlod Kongressen.

Aftalen gjorde det klart, at Republikanerne ikke var interesserede i at genoptage den kamp om budgettet, de havde med demokraterne i 2013. Dengang førte kampen om budgettet til, at tusindvis af offentligt ansatte blev sendt hjem i 16 dage, fordi det i den budgetløse periode ikke var muligt at udbetale deres løn.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.