Designskole dumper kendt smykkedesigner
Rengøring, bilvask og madindkøb er ikke opgaver, der forbedrer ens evner udi smykkehåndværk. Det mener Københavns Erhvervsakademi (KEA) i hvert fald ikke. Derfor vil de ikke længere sende deres studerende i praktik hos Mai Manniche.
Smykke-designeren Mai Manniche er blevet black-listet fra designskolen KEA, der ikke længere vil stå inde for at sende praktikanter til hendes virksomhed.
Smykke-designeren Mai Manniche er blevet black-listet fra designskolen KEA, der ikke længere vil stå inde for at sende praktikanter til hendes virksomhed. Foto: Dennis Lehmann/Scanpix


Flere studerende, der har været i praktik hos Mai Manniche, der står bag smykkefirmaet JEWLSCPH, er svært utilfredse med, at de er blevet sat til at ordne praktiske gøremål uden faglig relevans for deres uddannelse. Det skriver Ekstra Bladet.

Men smykke-kendisen Mai Manniche er fuldstændig uforstående overfor kritikken, der blandt andet går på, at hun har har sendt sine praktikanter ud efter rensetøj.

- Jeg kan ikke sige andet end, at det er en personlig hetz mod mig. Vi har rengøringspersonale til at klare den slags, og jeg behøver altså ikke folk til at hente mad til mig, for jeg spiser ikke ret meget, sagde Mai Manniche onsdag om sagen til Ekstra Bladet.

KEA stopper omgående samarbejdet

Selvom Mai Manniche afviser, at hun ikke behandler praktikanter ordentligt, er der ingen tvivl om, hvor KEA står i sagen.

Der er ikke flere KEA-studerende, der skal i praktik hos JEWLSCPH.

- Det her betyder, og det må du gerne skrive med tyk understregning, at vi ikke sender flere praktikanter til Mai Manniche. Det er stik imod KEAs værdier. Vi værner om vores studerende, og vi stoler på dem. Praktikken er vigtig, men den skal også kunne leve op til vores strenge kvalitetskrav, siger programchef for KEA Design, Mette Harrestrup, til Ekstra Bladet.

På KEA har ledelsen og underviserne blandt andet lagt vægt på, at det er fem forskellige studerende, der alle har de samme dårlige oplevelser med hjem fra tiden hos Mai Manniche.

Smykkedesigneren svarer igen

Beslutningen på KEA har fået den blacklistede smykkedesigner til at se rødt.

- KEA har aldrig klaget over vores praktikanters ophold eller den måde vi har behandlet deres praktikanter på og derfor er jeg selvfølgelig rystet over, at Mette Harrestrup uden at kontakte os og alene ud fra Ekstra Bladets misvisende artikler melder så bombastisk ud. Det er vældig bekymrende og skadeligt for erhvervslivets samarbejde med KEA, at man kan opleve en så useriøs ageren og helt uden forudgående klager, henvendelser og dialog. Det skrev Mai Manniche på sin blog onsdag aften.

Se hele blogindlægget her.

Avisen.dk har tidligere skrevet om, at Mai Manniche postede opslag via sin blog og Facebook-side, hvor hun søgte gratis arbejdskraft.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.