Derfor vil Beckham ikke have flere børn
Det tidligere Spice Girls-medlem Victoria Beckham mener, at hun nok at se til med fire børn. Nu er det karrieren det gælder.
Hvis Victoria Beckham vil lokke en latter ud af sine fire børn, skal hun bare sætte sin gamle Spice Girls-film "Spice World" på.
Hvis Victoria Beckham vil lokke en latter ud af sine fire børn, skal hun bare sætte sin gamle Spice Girls-film "Spice World" på. Foto: Joel Ryan/JOEL RYAN/INVISION/AP


Teenageidol, model, tøjdesigner og mor. Victoria Beckham har gjort det hele. Men nu, hvor den tidligere Spice Girls-stjerne nærmer sig 42, er det blevet tid til at prioritere.

Her står én ting klart, hr og fru Beckham skal ikke have flere børn.

Det afslørede den succesfulde fodbold-frue selv til en prisuddeling for modebranchen, der blev afholdt af Council of Fashion Designers of America (CDMA) i New York mandag. Det skriver The Mirror.

- Jeg synes, jeg har gjort min del, sagde Victoria Beckham, da direktøren CDMA, der var vært for prisshowet, under et interview udspurgte den populære fashionista og designer om hendes fremtidsplaner.

Victoria Beckham, hvis yngste datter Harper er fire år gammel, afslørede under interviewet, at hun fremover har planer om at udvide sin designkollektion. Hun vil nemlig også designe tøj til børn.

- Jeg vil gerne begynde at lave sko, herretøj og børnetøj. Jeg tror på, at det kan betale sig at have store drømme, så det vil jeg fortsætte med, sagde hun.

For Victoria Beckham begyndte det hele som bekendt, da en producer tilbage i 1994 satte hende og fire andre engelske piger sammen og dannede popgruppen Spice Girls.

Siden har "Posh Spice" haft stor succes - ikke mindst i sin karriere som designer og i sit ægteskab med fodboldstjernen David Beckham. Men Victoria har ikke glemt, hvor hun kom fra, og det skal hendes børn heller ikke.

Således sad hele familien for nylig samlet omkring fjernsynet, da mor Beckham satte Spice Girls-filmen "Spice World" fra 1997 på afspilleren.

- De synes, den var virkelig sjov. Et af børnene var helt besat af Spice-bussen, fortalte hun under interviewet.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.