Derfor tisser kvinder mere end mænd
Du synes måske, at du tisser langt oftere end din mand, og mange mænd ynder da også at fortælle om deres kærester, der render på WC hele tiden – men faktisk er der ikke den store forskel på de to køn.
Uhh skal du også altid tisse på dumme tidspunkter?
Uhh skal du også altid tisse på dumme tidspunkter? FOTO: Scanpix


Du skal tisse ved hver eneste tankstation, I passerer ned igennem Tyskland på vej på ferie.

Din mand tisser kun hver anden gang og det må da betyde, at der er forskel på, hvor meget en mand og en kvinde kan indeholde?

Nej, har overlæge på urinvejskirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital, Lars Lund, sagt til Videnskab.dk.

Fysiologisk er blæren hos mænd og kvinder ens – størrelsen og dens elasticitet er ens. De centre i hjernen og rygmarven, der regulerer tissetrangen, er også ens. Og vi bør derfor opleve vores tissetrang på nøjagtig samme måde.

Den lille forskel

Men der er en lille forskel. Urinrørets længde og en blærehalskirtel hos mændene, prostata, er ikke ens. Det gør i teorien intet i forhold til vores tissetrang og så alligevel, for hos ældre og syge personer, kan den forskel være grunden til, at den ene tisser mere end den anden.

- Hvis man vil finde en forskel i tissetrang blandt mænd og kvinder, kan det eventuelt skyldes, at blærehalskirtlen hos alle mænd vokser med alderen og blokerer for urinrøret. Derved kan den agere som en prop og gøre, at mænd holder længere tid på vandet end kvinder. Omvendt er urinrøret hos kvinder så kort, at de er mere tilbøjelige til at få blærebetændelse, der kan irritere blæren og give hyppigere vandladningstrang,« forklarer Lars Lund.

Der er altså alligevel en forskel hos visse personer og samtidig forklarer lægen, at det naturligvis også handler om, hvor meget man drikker og det uanset køn.

Samtidig spiller vanens magt og hjernen en rolle. Det kan nemlig blive en dårlig vane at skulle tisse hele tiden og det kan heldigvis trænes væk. Du kan også træne din blære til at være mindre følsom overfor din tissetrang.

Så synes du, du tisser langt mere end din mand, kan du trøste dig med, at det sandsynligvis er en dårlig vane eller sygdomsspor, der ofte kan trænes væk igen. 

Døjer du med problemer af den art, kan du få hjælp og vejledning hos din læge.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.