Der er overskyet, små-koldt og måske bliver det regn. Skal du tage dine kondisko eller dine sandaler på? Er du i tvivl, så vælg altid dine sandaler.
Vælg sandaler, fordi det er sundere for dine fødder, skriver kk.no.
Når dine fødder får frisk luft, vil du opleve, at de har det bedre, end når de er lukket inde i mørke sko dagen lang, forklarer fodterapeut Tordis Ruud.
Hun råder dig til at have bare fødder, så ofte du kan. På den måde får de lidt sol og en hel masse luft:
- Sandaler er fodens sommerven, fordi fødderne trænger til alt den luft, de kan få.
Undgå kløe og svamp
Har du dine fødder ude i den fri luft, får du nemmere ved at undgå fodsvamp, som mange med lukkede sko døjer med, især hvis de har dem på, når det er varmt.
Både huden på dine fødder og dine negle er glade for den friske luft, som giver en mere sund hud og minimerer kløe, eksem, dårlig neglevækst og lugt.
Insisterer du på at bruge lukkede sko, skal du sørge for, at skoene er brede og store nok til, at dine tæer og negle kan ånde i dem, så du giver fødderne de bedste forhold.
Og når du køber dine sandaler, skal du samtidig huske, at de skal være fornuftige og passe til den aktivitet, de skal bruges til. Skal du vandre, så køb sandaler, der er gode at gå i. Skal du tusse rundt til en havefest, så køb et par, der passer til den lejlighed.
Du skal nemlig være ekstra opmærksom på, at du skal passe godt på fødderne, når du har sandaler på. De er mere udsatte, end de er i en lukket sko. Pas derfor på store sten, løse genstande og ting, du kan skære dig på.