Prins Henrik og gravhunden Rosina er bare ikke gode sammen.
Sådan lyder meldingen fra hundetræneren Henrik Ljungström, der har haft både Rosina og Dronning Margrethes hund Helike i træning.
Det skriver BT.
Fredag kom det frem, at den 80-årige prinsgemal har set sig nødsaget til at skille sig af med den ruhårede gravhund Rosina. Den højtelskede hund ”havde svært ved at falde til, og er derfor sat i familiepleje”, fortalte kongehuset til ugebladet Her og Nu.
Dårligt match
Henrik Ljungström vil ikke gå i detaljer med de problemer, han løbende har hjulpet Prins Henrik og Rosina med, men fortæller alligevel:
- Rosina har ikke været et super godt match med prinsegemalen i forhold til den livsstil, de nu engang holder. De lever jo ikke et normalt liv ligesom os andre, siger hundetræneren til BT.
- Gravhunde er som sådan ikke sværere at få til at tilpasse sig end andre, de er selvstændige og kloge hunde. Det svære er, at den kongelige familie lever på den måde, som den gør. At bo på ni slotte, sejle rundt på et skib og i øvrigt forholde sig til en hel masse mennesker, det er ikke alle hunde, der er gode til det, siger han.
Flyttet til Frankrig
Han fortæller, at Rosina nu er blevet sendt i pleje hos en familie i Frankrig.
Rosina flyttede ind på slottet for to år siden, og prinsen var angiveligt meget knyttet til den.
Men nu er hunden afløst som hofhund af den glathårede gravhund Tillia.
Prins Henrik har været ganske uheldsramt hvad angår hans højtelskede hunde.
Hunden Vega blev kørt ned og døde på landevejen i Nøddebo i efteråret 2012.
Hunden Querida lystrede ikke og havde et uregerligt temperament, så dens tid som hofhund blev også kort. Hunden nåede i sin tid på slottet at sætte tænderne i en gartner.
En tredje hofhund, Evita, bed en garder tilbage i 2009.
Problemfyldt forår
Alle vovser har været gravhunde - en race, der stiller høje krav til ejeren. Ifølge en amerikansk undersøgelse er gravhunden den mest agressive hunderace - den topper både pitbulls, rottweilere og andre hunde med et blakket rygte.
Prins Henriks forår har i forvejen været fyldt med problemer.
Han har været ramt af influenza og sidenhen blev det afsløret, at han umiddelbart efter 75-års fejringen af hustruen - som han ikke deltog i - rejste til Venedig.
Derefter kom det frem, at han har været på flere hospitaler til tjek for noget, som kongehuset ikke ønsker at udtale sig om.