Tager børn i børnehavealderen skade af at sidde kimet til en tablet-skærm? For et par år siden var mange eksperter tilbøjelige til at svare ja.
Men i erkendelsen af, at elektronikken er blevet en stor del af de mindste liv, har en række børneeksperter nu ændret deres anbefalinger til brugen af tablets i småbørnsfamilier.
Det gælder for eksempel amerikanske børnelæger. Det Amerikanske Akademi for Børnelæger (AAP), som organisationen hedder, kom med sine første anbefalinger til brugen af tablet-computere i 2011, og nu har organisationen netop opdateret disse anbefalinger.
Og holdningen til de omdiskuterede "tavle"-computere er nu knap så skeptisk som for fire år siden, selvom amerikanerne fastholder to primære anbefalinger: "Skærm"-tid til børn under to år frarådes, og man bør fortsat begrænse skærmtiden til børn over to år til maksimalt to timer om dagen.
Men holdningen til maksimal "skærm"-tid blødes dog op med en række nye anbefalinger.
- I en verden, hvor "skærm"-tid bare bliver "tid", bliver vi også nødt til at udvikle vores politik, hvis den ikke skal blive forældet. Offentligheden er nødt til at vide, at akademiets anbefalinger er baseret på forskning og ikke udelukkende på et forsigtighedsprincip, lyder det i en pressemeddelelse fra APP.
Den udmelding glæder medieforsker Stine Liv Johansen, som er lektor, ph.d. på Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet og blandt andet deltager i et EU-projekt om småbørns (0-8 år) brug af medier og teknologi i familien.
- Jeg blev meget glædeligt overrasket, da jeg så de reviderede anbefalinger. De siger netop, hvad bl.a. min forskning også peger på. Børn bruger medier af forskellig art som en del af deres dagligdag og deres leg, og man kan ikke konkludere, om legen eller aktiviteten er god eller dårlig blot ved at se på, om der er en skærm involveret, siger Stine Liv Johansen.
Som så mange andre ting i livet, bør man tilstræbe en blandet diæt af aktiviteter i dagligdagen, mener hun.
Man skal forstå, at en tablet kan bruges til meget forskelligt - underholdning, spil, kreative udfoldelser, kommunikation, koordinering med mere, mener Stine Liv Johansen.
Uddrag af anbefalingerne fra de amerikanske børnelæger:
1) Nye medier som tablets og smartphones skal ikke længere have særstatus. Børn gør det, de altid har gjort, men nu gør de det også virtuelt.
2) At være forælder har ikke ændret sig. Man bør stadig lege med sine børn og sætte grænser. Sørg for at have teknologi-fri tid, for eksempel når I spiser aftensmad.
3) Du skal selv være en rollemodel. Begræns din egen smartphone-afhængighed, når du er i nærheden af dine børn.
4) Kvaliteten af det indhold, dit barn ser eller spiller, er vigtigere, end den teknologiske platform eller tid, barnet bruger. I stedet for bare at sætte tid på, hvor længe barnet må bruge teknologien, bør du fokusere på, hvordan barnet bruger tiden.
5) Spil et spil med dine børn (og det behøver ikke være et brætspil). Du kan påvirke, hvordan barnet oplever at bruge mediet. Særligt for de helt små børn og spædbørn er det vigtigt, at du er til stede, når børnene interagerer med teknologien.
6) Det er ok, at dine børn er online. Opdrag dine børn til at kunne fungere både i den virkelige og virtuelle verden.
/ritzau/FOKUS