Derfor kunne Joachims ungdomskæreste aldrig blive prinsesse
Prins Joachims nu afdøde ungdomskæreste ville aldrig kunne være blevet prinsesse, lyder det fra en kongehusekspert.
Prins Joachims ungdomskæreste, Iben Kadziola, døde mandag i en alder af 48 år.
Prins Joachims ungdomskæreste, Iben Kadziola, døde mandag i en alder af 48 år. Foto: Bent K Rasmussen/Scanpix


Prins Joachims ungdomskæreste gennem fem år, Iben Kadziola, tabte denne uge kampen til kræft.

Men selvom Iben Kadziola, der dengang hed Iben Detlef, var vellidt i kongehuset, ville hun aldrig kunne være blevet prinsesse. Det slår kongehuseksperten og historikeren Lars Hovbakke fast, skriver BT.

- Der er slet ikke nogen tvivl om, at dronningens synspunkt altid har været, at prinserne har skulle gifte sig med en udlænding, siger Lars Hovbakke, der er ekstern lektor ved Københavns Universitet, til avisen.

Det svirrede ellers med rygter, da prins Joachim i fem år dannede par med den jyske model. Men forholdet mellem de to endte brat i 1993. To år senere blev Joachim gift med Alexandra Manley fra Hong Kong.

Kongehusets præference for udenlandske ægtefæller skyldes ifølge kongehuseksperten et forsøg på at bevare opbakningen fra den danske befolkning.

- Det, at det danske kongehus håndhæver reglen om udenlanske ægtefæller, er en af mange årsager til, at vi har det kongehus, som er mest populært blandt dets egen befolkning i Europa. I Danmark sørger kongehuset for at få frisk blod udefra. Jo længere væk, desto bedre, siger Lars Hovbakke til BT.

Så kommer der nemlig ikke pludselig slibrige detaljer fra fortiden frem, forklarer han og henviser til den norske kronprinsesse Mette-Marit, der i starten var upopulær, fordi hun var enlig mor.

Iben Kadziola døde mandag i en alder af 48 år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.