Derfor har de kendte slikkepinde på Instagram
I løbet af sommeren har flere kendte poseret med slikkepinde på Instagram. Det er en del af en ny kampagne mod rygning.
Sangerinden Medina er en af de kendte, der har poseret med en slikkepind på Instagram. Hun er nemlig ambassadør for en ny kampagne, der skal få unge til at kvitte smøgerne.
Sangerinden Medina er en af de kendte, der har poseret med en slikkepind på Instagram. Hun er nemlig ambassadør for en ny kampagne, der skal få unge til at kvitte smøgerne. Foto: Unger Anthon/Polfoto


I sommermånederne har man jævnligt kunnet opleve kendte som Medina, Joey Moe og Oh Land posere med en slikkepind.

Flere kendte har nemlig delt billeder på det sociale billeddelingsmedie Instagram, hvor de har en slikkepind i hånden eller munden. Det har flere undret sig over.

Nu afslører Kræftens Bekæmpelse at de står bag hele optrinnet, der er en del af kampagnen "Cool Uden Røg", der skal få de unge til at tænke over, om det overhovedet er sejt at ryge. I sidste ende skal den nye kampagne få de unge til at kvitte smøgerne.

- Alle ved, at det er usundt at ryge. Alligevel ryger op mod halvdelen af de unge. Der er der brug for, at vi snakker om rygning på en ny måde, som får de unge i tale, siger Lene Winther Ringgaard, der er projektleder for kampagnen i Kræftens Bekæmpelse.

Den store opbakning fra de kendte er vigtig for kampagnen, og de officielle ambassadører er Medina, L.I.G.A, Joey Moe, Mads Langer, Oh Land, Anders Forup, Rune Glifsberg, Mendoza, Tim Christensen fra Dizzy Miss Lizzy, Waqas fra Outlandish, Carl Emil fra Ulige Numre og Mathias Kolstrup fra Duné.

- Ved at sætte en slikkepind i munden på de rigtige personer - de talentfulde, de smukke, de cool - viser kampagnen, hvordan cigaretter er blevet gjort cool. Det virker måske lidt fjollet med slikkepinde. Men hvis man tænker over det, så er det jo det samme, man har gjort med cigaretter, siger Lene Winther Ringgard.

Cool Uden Røg-kampagnen kører over hele landet i september.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.