Går cheferne uden om ansøgere, der er over 55 år, når jobbet skal besættes? Eller tør de ikke ansætte mig, hvis jeg før har været sygemeldt med stress?
Den slags spørgsmål stiller mange jobsøgende sikkert sig selv. Men nu giver en spørgeskemaundersøgelse blandt 724 danske private og offentlige arbejdspladser svaret. Det skriver Søndagsavisen.
Rekrutterings- og karriererådgivningsfirmaet Ballisager har spurgt til, hvad cheferne vægter mest negativt, når de skal ansætte. Næsten tre ud af fire svarer, at det er mange korte ansættelser i ansøgerens bagage, der trækker mest ned.
Det næststørste turn-off er ledighed, som har strakt sig over mere end 10 procent af ansøgerens karriere. Det mener tre ud af ti chefer er negativt. Har du været ledig i under et halvt år, trækker det til gengæld ikke ned.
Til gengæld er der stort set ingen, der lader sig skræmme af, et jobansøgeren er alenefar eller -mor, ligesom det også er meget få, der mener, at en alder på 55 eller ældre trækker ned.
Se hele listen og rådene til, hvordan du håndterer det, hvis du har nogle typiske "turn-offs" i bagagen, på Søndagsavisen.dk.