Derfor er dine apps steget i pris
It-giganten Apple sætter priserne på deres apps op, efter de skal betale moms i Danmark.
Det er blevet dyrere at købe apps til ens iPhone og iPad hos Apple.
Det er blevet dyrere at købe apps til ens iPhone og iPad hos Apple. Foto: Marcio Jose Sanchez/AP


Ivrige Apple-brugere har siden årsskiftet formentlig lagt mærke til højere priser på programmerne til deres iPhones og iPads.

Nye momsregler har fået Apple til at hæve priserne på deres apps. De billigste apps, der før nytår kostede syv kroner, er nu steget til otte kroner, mens de dyrere apps i visse tilfælde er steget med 25 procent i pris.

Apple har ikke tidligere behøvet at betale moms af deres salg af apps, da de er bosat i Luxembourg. Men en ny EU-lov, der trådte i kraft første januar, betyder, at virksomheder, der driver internetvirksomhed, skal betale 25 procent i moms, for salg af deres varer i Danmark.

Hos Forbrugerrådet Tænk mener man, at det er den manglende konkurrence på markedet, der har fået Apple til at hæve priserne.

- Det er en meget enkelt beslutning for Apple. De kommer ikke til at tabe ret meget på det her, hvis de kommer til at tabe noget. Og det er på grund af den manglende konkurrence på markedet, hvor Apple er en stærkt dominerende spiller over for sine ulykkeligt loyale kunder, fortæller cheføkonom med speciale i konkurrence og prissætning, Martin Salamon, til Newspaq.

Det er ikke hos alle internetvirksomheder, at man har valgt at hæve priserne som følge af den nye lov. Streamingtjenesterne Netlix og HBO holder, indtil videre, priserne på det samme niveau som før første januar.

- Netflix ligger i skarp konkurrence med HBO og andre leverandører, mens Apple har et bundet og over-loyalt publikum, som ikke kan gå andre steder hen. De andre har ikke råd til at hæve prisen, lyder det fra Martin Salamon.

Han mener, at Apple er et enestående tilfælde i kraft af deres størrelse.

- Vi ser helst, at der er en velfungerende konkurrence på markedet, og ikke de her dominerende virksomheder som Apple, der skaber sit eget marked og helt selv sætter deres egne priser og vilkår, siger han.

På trods af at den nye lov ikke umiddelbart har forbedret forholdene for forbrugerne, mener Martin Salamon alligevel, at det er et skridt i den rigtige retning.

- Det er en god idé, at der bliver nogle ensartede spilleregler for virksomhederne. Og det vil også være en fordel for forbrugerne, fordi det skaber mere gennemsigtighed bag priserne. Så der er helt klart nogle fordele ved den nye lovgivning, forklarer han.

Newspaq har over flere dage forsøgt at få en kommentar fra Apple. Det har ikke været muligt inden redaktionens deadline.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.