Derfor er din vintermelankoli god for dig
Har du en tendens til at blive melankolsk i de mørke måneder, så brug den til at få et mere reflekteret og rigere liv
Føler du dig melankolsk, trist og eftertænksom her om vinteren, er det ikke nødvendigvis et problem.
Føler du dig melankolsk, trist og eftertænksom her om vinteren, er det ikke nødvendigvis et problem. Colourbox / Modelfoto


Mørke nætter og regnvejrsdage er over os, og for nogle kan det betyde, at melankolien melder sin ankomst. Men der er ingen grund til at fortvivle, for de melankolske perioder kan bruges til eftertanke og refleksion, til at skabe og være kreativ, og til at stoppe op og tænke lidt over de ting, der betyder noget og er vigtige for os som mennesker. Denne balance skaber vækst, siger gestaltterapeut Tina Larsen til FEMINA.

Men hvad er melankoli egentlig?

- Melankoli defineres som en vedvarende sindsstemning, hvor man savner eller længes efter noget, uden at man nødvendigvis er klar over, hvad det er. En øget sårbarhed, en tomhed og en tristhed og lejlighedsvis ligegyldighedsfølelse, siger Tina Larsen.

Læs på femina.dk, hvorfor 10 minutters pause kan mindske stress

Et rigere liv

Karin Johannisson, der er professor i idé- og videnskabshistorie, har skrevet bogen ”Melankolske rum” og hun mener, det er normalt at være melankolsk i perioder, og at det er vigtigt at tillade sig selv at acceptere disse humørsvingninger, da man kan få et mere reflekteret og rigere liv.

- Melankoli handler om at søge indad ved at observere egne tanker og følelser. Det er en tilstand, som ser bort fra de overfladiske forestillinger om konstant lykke og krav på aktiv deltagelse i det sociale og mediestøjende samfund, der omgiver os, siger hun.

Lider du af vinterdepressioner? På femina.dk får du otte råd til at undgå vinterdepression

At lade melankolien være der og vende blikket indad er også noget, Tina Larsen råder til.

- Melankolien er lige så værdifuld som glæde og skal hverken arbejdes væk eller på anden måde fjernes. Måske ønsker den at fortælle dig noget om dine behov. Lyt til, hvad du har brug for. Har du brug for at trække dig lidt væk og være i fred, så tag dig selv og dine behov alvorligt, siger hun.

Alt er sammensat af kontraster

Melankoli som kontrast i livet er også noget, Tina Larsen er optaget af. Hun mener, at disse perioder er en del af livet og det at være menneske.

- Årstider, døgnets og livets faser er sammensat af kontraster: Vinter og forår, dag og nat, begyndelsen af livet og slutningen af livet. Det skaber en balance, og disse modsætninger er afhængige af hinanden og giver kun mening i kraft af hinanden.

Og sådan er det også med balancen mellem melankoli og lykke.

- Den gode balance mellem lykke og melankoli opstår først, når man respekterer sine egne følelser og lader dem være der. Så er du en af dem, som oplever melankolske følelser i efteråret, kan du måske bruge dem til at opfinde eller tilføre dit liv noget nyt? Et kinesisk ordsprog lyder: ”Tænd hellere et lys end at klage over mørket”, siger Tina Larsen til FEMINA.

Af redaktionen, FEMINA, Aller Media

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.