Derfor er din unge kollega så fræk og flabet
Unge kommer nemt til at virke uhøflige på arbejdspladsen når de for eksempel tjekker sms'er midt i mødet. Men det er de i virkeligheden ikke, lyder det fra forfatteren til en ny bog, der undersøger unge og ældre på arbejdspladsen.
De tjekker sms'er midt i personalemøderne eller mens de taler med chefen - men det er ikke fordi de unge er flabede.
De tjekker sms'er midt i personalemøderne eller mens de taler med chefen - men det er ikke fordi de unge er flabede. Scanpix / modelfoto


Er det uhøfligt at hive mobiltelefonen op af lommen og tjekke beskeder, mens man sidder til et møde med kollegerne?

Det vil du sandsynligvis svare ja til, hvis du er 30 år eller ældre. Men din unge kollega på 23 ser måske helt anderledes på det, og det kan give problemer på arbejdspladsen.

- En mobil, der vibrerer i lommen, er for unge næsten det samme som at blive prikket på skulderen. Når de tjekker den for sms'er, er det ikke fordi de er uhøflige over for dem, de står sammen med, men tværtimod fordi de er høflige på en anden måde: De er nemlig høflige over for den, der skriver sms'en.

Sådan lyder det fra Søren Schultz Hansen, der er lektor på CBS og forfatter til bogen "Digitale indfødte på job", der udkommer senere på måneden.

I bogen har han talt med unge og ældre ansatte på forskellige arbejdspladser og undersøgt de sammenstød, der opstår, når unge mellem 18 og 28 år, som er vokset op med internet, mobiltelefon og sociale medier, kommer ud på arbejdsmarkedet til midaldrende og ældre kolleger og chefer.

En af konklusionerne er, at den opførsel, der for de unge er helt naturlig, nemt bliver fejlbedømt til at være uhøflig.

"Altså, nu sidder vi jo lige her og holder møde!"

En af de største forskelle handler netop om, at det for unge betyder mere at være tilgængelig her og nu, end at være til stede i et fysisk lokale. Derfor vil mange unge netop betragte det som mere uhøfligt at lade være med at svare på et opkald eller en besked - modsat de ældre ansatte, der mener, at man først og fremmest er forpligtet over for dem, man taler ansigt til ansigt med, forklarer forfatteren.

Generelt skelner unge ikke skarpt mellem arbejdstid og fritid. Det betyder også, at hvor chefen typisk vil være påpasselig med at blive for kammeratlig med medarbejderne, forventer unge ansatte, at chefen vurderer hele deres personlighed, siger Søren Schultz Hansen.

Flov over bollerne

Og så kan chefer og ældre ansatte kan lige så godt vænne sig til, at de unge kolleger vil være venner med dem på Facebook.

- Typisk fortæller de unge, at når de bliver ansat et sted, er det første, de gør, at tilføje deres nye kolleger og chef på Facebook. Det er nogle chefer betænkelige ved. "Mister jeg autoritet, hvis mine ansatte ser, at jeg bager boller søndag eftermiddag?" tænker de for eksempel. Men det problem kan jo nemt løses ved, at man bruger privatindstillingerne på Facebook, så man kan styre, hvad man deler med hvem, siger Søren Schultz Hansen.

Hvornår giver chefen mon et "like"?

Endelig kan unge og ældre gå forkert af hinanden, når det handler om ros og feed-back. Unge er nemlig vant til fra sociale medier at få "likes" og respons hele tiden og i fuld offentlighed, og derfor kan det være et chok at starte på en arbejdsplads, hvor chefen sjældent giver ros og kun kommer med tilbagemelding til den årlige MUS-samtale.

- Det kan nemt betyde, at chefen sender et uheldigt signal til de unge uden det er meningen, og de unge kan blive demotiverede, fordi de ikke føler, at de får anerkendelse og feed-back, siger Søren Schultz Hansen og understreger, at det ikke handler om, at de unge er usikre eller forkælede, men blot at de er vant til noget andet.

Ikke tromle

Han opfordrer de ældre generationer til at være åbne over for de unges måde at gøre tingene på, i stedet for blot at dømme dem til at være uhøflige eller umodne.

- Det vil være respektløst af ældre bare at tromle hen over de unge og sige "Den måde jeg gør tingene på, er den rigtige". Omvendt skal de unge også være opmærksomme på, hvordan de virker på andre og hvilke signaler, de sender, siger Søren Schultz Hansen.

Han har interviewet unge og ældre medarbejdere på såkaldte vidensarbejdspladser til bogen, der udkommer 25. marts.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.