Derfor er det skidt når pengene er mere værd
Priserne i eurozonen falder. Det er første gang siden 2009, at der er deflation i eurolandene.
Euroen er for første gang siden 2009 i deflation.
Euroen er for første gang siden 2009 i deflation. Foto: Colourbox/free


Europa har for første gang siden juli 2009 konstateret et fald i forbrugerpriserne.

Det viser tal, som EU's statistiske kontor, Eurostat, har offentliggjort. Der er tale om et prisfald på 0,2 procent sammenholdt med året før.

Dermed er der officielt deflation i euro-landene.

* Når priserne stiger, kaldes det inflation. Ordet stammer fra det latinske ord for "oppuste" - og det svarer meget godt til, at priserne bliver pustet op, når inflationen stiger.

Stiger inflationen, kan man købe mindre for en krone - eller sagt på en anden måde: En krone er mindre værd, end den var før.

* Det modsatte - deflation - betyder, at priserne falder. Ifølge Den Danske Ordbog er definitionen på deflation: fald i pris- og lønniveauet med blandt andet en stigning af købekraften til følge.

Deflation i ren form er blot faldende priser. Så længe prisfaldene begrænser sig til en mindre del af økonomien, vil virksomhedernes og forbrugernes adfærd ikke påvirkes, og deflationen kan give højere vækst gennem stigende købekraft.

Deflation bliver først et problem, når prisfaldene rammer mange varegrupper, lønninger og reale aktiver samtidig. I det tilfælde påvirkes folks adfærd, og deflationen kan forstærke en krise, som det skete under den store depression i 1930'erne.

* Når inflationen bliver målt, medregnes alle varer og tjenester, som husholdningerne forbruger. Det vil sige:

- Dagligvarer (eksempelvis fødevarer, aviser og benzin)

- Varige forbrugsgoder (eksempelvis tøj, pc'er og vaskemaskiner)

- Tjenester (eksempelvis besøg hos frisøren, forsikring og lejebolig)

Kilde: Gyldendals Store Danske, Danmarks Statistik, ECB, Danske Bank.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.