Derfor er det ekstra hårdt at cykle netop nu
Synes du, det er hårdere at trampe i pedalerne, end det plejer at være? Det er ikke bare noget, du bilder dig ind.
Hvis du synes, det er ekstra hårdt at cykle, når det er koldt, er det ikke bare pjat. Der er en videnskabelig forklaring.
Hvis du synes, det er ekstra hårdt at cykle, når det er koldt, er det ikke bare pjat. Der er en videnskabelig forklaring. Colourbox


Brrr... Det er mørkt og koldt, så det kræver viljestyrke at cykle til og fra arbejde i disse dage.

Og hvis du synes, det er usædvanligt hårdt at cykle netop nu, er det faktisk ikke bare et spørgsmål om, at du skal tage dig sammen.

Kold luft gør nemlig din cykel tung, og derfor er det hårdere at cykle i koldt vejr, skriver DMI.

Den tekniske forklaring er, at kold luft har en højere massefylde, og det derfor kræver flere kræfter at gennemtrænge den.

Fra sommer til vinter går de hårdhudede helårscyklister fra at cykle i 20 graders varme til at cykle i temperaturer lige omkring frysepunktet. Her er den procent-mæssige forskel i vindmodstand ved samme hastighed faktisk omkring syv procent, så det er en del. Og noget der kan mærkes.

Mere teknisk forklarer DMi det således: Da vindmodstanden stiger omtrent med kvadratet på hastigheden relativt til vinden, kan de syv procent opleves ret forskellige alt efter om du:

1. Holder hastigheden ved at træde hårdere i pedalerne.
2. Accepterer fartnedsættelsen og træder med samme belastning.

Vælger du det første, skal du træde syv procent flere watt eller cirka ét gear på en racercykel. Det er meget! Vælger du den anden mulighed og træder samme antal watt, vil det reelt ikke nedsætte din hastighed ret meget, fordi dit watt-behov falder drastisk med selv en mindre nedgang i hastighed*.

Den forøgede luftmodstand gælder selvfølgelig også for alle andre; ikke kun for cyklister. Biler bruger mere benzin og togene mere el og diesel - men til gengæld har fly en større lastevne og møllerne producerer mere strøm ved samme vindhastighed, fortæller DMI.

Samme vejrorgan skriver om vejret i dag, at det fortsætter på den kolde bane. Vi får temperaturer mellem frysepunktet og fem graders varme.

I aften og i nat til kommer der til at begynde med ret klart vejr flere steder i Jylland, men ellers bliver det mest skyet eller stedvis tåget. Temperaturen falder til mellem to graders frost og tre graders varme.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.