Vil du også gerne tabe et par af de overflødige kilo på sidebenene, men synes du ikke din slankekur giver pote? Måske skulle du prøve at lade være med at følge kostplanen til punkt og prikke.
For vi kvinder kan være rigtig dårlige til at spise noget, som ikke står på vores kostplan, når vi først er gået i gang med at ændre vores kostvaner. De fleste af os kører en enten-eller-strategi.
Enten rører vi intet usundt, eller også spiser vi et helt kilo slik, når vi først går i gang, lyder det fra Michelle Nørgaard Kristensen, som er kvinden bag bogen "Pære, æble eller banan", der handler om kropstyper og træning og kost, der passer den enkelte kropstype.
Tab et kilo om ugen uden at føle sult. Læs om den effektive slankekur på Søndag.dk.
Det er okay at synde
Men det er vigtigt, at vi lærer os selv, at det er okay at spise usundt, og at vi skal nyde hver en bid og føle os mætte af én portion eller efter ét stykke chokolade.
’Vi skal kunne give os selv lov til at synde og gøre det med den bedste samvittighed. Ikke kun for, at vi kan leve og være sociale og få nogle skønne smagsoplevelser, men også for at holde vores forbrænding oppe,’ siger hun.
Det gavner nemlig dit stofskifte, at du bryder dine sunde kostvaner og får flere kalorier indenbords, end du egentlig har brug for. På den måde giver du nemlig dit stofskifte et kærligt spark i rumpetten.
Hvis vi lever for længe på en lav kaloriekost, vil kroppens stofskifte med tiden dale, og du vil skulle spise endnu mindre eller træne endnu mere, før du kan fortsætte med at reducere fedtmasse.
Kom i topform med 12 øvelser på 7 minutter. Se hvordan på Søndag.dk.
Giv kroppen et chok
Hvis du derimod hver eller hver anden uge spiser mere, end kroppen har brug for, viser studier, at du vil øge dit stofskifte med op til 8 procent, fordi du giver kroppen et chok.
Så nyd chokoladekagen, isen, rødvinen, brødet, eller hvad det nu er, du elsker allermest. Det er op til dig, om det skal være en gang om ugen eller hver anden uge. Hvis du gør det en gang om ugen, vil du tabe dig i et lidt langsommere tempo, men måske er det lige præcis dét, at du ved, at du i weekenden kan få lov til at få et glas rødvin, brød og/eller dessert, der gør, at du kan holde retningslinjerne resten af ugen.
Redaktionen, SØNDAG, Aller Media