Derfor blev Mourinho fyret i Chelsea
Resultaterne har været for dårlige i denne sæson. Det er både Chelseas ledelse og José Mourinho enige om.
Mourinho er færdig i Chelsea for anden gang.
Mourinho er færdig i Chelsea for anden gang. Foto: Tim Ireland/AP


Den engelske fodboldklub Chelsea siger, at den nu forhenværende manager José Mourinho også selv kunne se, at det var bedst for klubben, hvis parterne ophævede samarbejdet.

Sådan lyder det i en erklæring fra klubben, hvori det bekræftes, at Mourinho ikke længere er manager i Chelsea.

- Chelsea og José Mourinho er i dag blevet enige om at opsige kontrakten.

- Både José og bestyrelsen var enige i, at resultaterne ikke har været gode nok i denne sæson, og at det var i begge parters interesse at gå hver sin vej, lyder det fra Chelsea.

Chelsea ligger efter de første 16 spillerunder i Premier League blot et enkelt point over nedrykningsstregen. Det står i skarp kontrast til sidste sæson, hvor holdet vandt ligaen.

Det er anden gang, José Mourinho bliver afskediget undervejs i en sæson i Chelsea. Det gjorde han også i 2007.

Chelsea slår fast, at klubben på ingen måde smækker med døren.

- Klubben vil gøre det klart, at José altid vil være en meget værdsat og respekteret figur i Chelsea. Han har for længst sikret sig et godt eftermæle i både Chelsea og i engelsk fodbold, og han vil altid være varmt velkommen på Stamford Bridge.

- Klubbens fokus er nu at sørge for, at den talentfulde trup forløser sit potentiale. Derudover har klubben ikke flere kommentarer, før en ny manager er udpeget, lyder det fra Chelsea.

José Mourinho har siden sin genansættelse i Chelsea i 2013 sikret klubben et engelsk mesterskab og en FA Cup-titel.

Engelske medier spekulerer allerede i, at det bliver Guus Hiddink, der skal overtage roret i Chelsea. Det hverv fik han også i 2009, da klubben fyrede Luiz Felipe Scolari.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.