Derfor betaler du overpris for pasbilledet: Mistanke om kartelaftaler
Der er tale om en helt klassisk kartelaftale, siger ekspert om aftale om pas- og kørekortfotos.
På få år er prisen for at få taget et pasfoto steget mellem 50 og 100 procent i flere kommuner. Arkivfoto
På få år er prisen for at få taget et pasfoto steget mellem 50 og 100 procent i flere kommuner. Arkivfoto Foto: Deleuranfoto/Free


Danskerne har i årevis betalt overpriser for nye fotos til deres pas eller kørekort. Og årsagen er formentlig en konkurrenceforvridende aftale mellem landets fotohandlere og kommunernes største leverandør på området, Scan-Tech.

Sådan lyder vurderingen i en foreløbig rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som Berlingske er i besiddelse af.

Parternes adfærd "har sandsynligvis bevirket, at fotos til udstedelse af pas, kørekort m.v. er blevet dyrere, og i sidste ende er det borgerne, der betaler de højere priser", lyder Konkurrencestyrelsens foreløbige konklusion ifølge avisen.

Ifølge styrelsen har parterne blandt andet koordineret vejledende priser og aftalt at dele kunder imellem sig "i strid med konkurrenceloven".

I dag koster det typisk mellem 125 og 150 kroner at få taget et foto til pas eller kørekort hos landets fotohandlere eller kommunernes borgerservice, viser Berlingskes research. I flere kommuner har der været tale om prisstigninger på mellem 50 og 100 procent på få år.

- Her er tale om en helt klassisk kartelaftale, hvor parterne ved at aftale priser og at dele markedet op sætter konkurrencen ud af kraft. Og taberne er forbrugerne, der må betale overpriser, siger Grith Skovgaard Ølykke, lektor og ekspert i konkurrenceret ved CBS, til Berlingske.

Hun har set den over 100 sider lange, foreløbige rapport.

Der er tale om en såkaldt klagepunktsmeddelelse, som nu er sendt i høring hos sagens parter. Først senere kommer Konkurrencestyrelsens endelige indstilling til Konkurrencerådet, der skal træffe afgørelse i sagen.

Da man i Kommunernes Landsforening ikke har læst udkastet, afviser Pia Færch, kontorchef i kontoret for Digitalisering og Borgerbetjening, i en mail til Ritzau at give en kommentar.

- Men når afgørelsen kommer, vil vi naturligvis læse den, og hvis der er behov for det, vil vi gøre kommunerne opmærksomme på, hvordan de skal forholde sig, skriver hun og understreger, at priserne for borgerne skal være så lave som muligt.

Også Dafo, brancheforeningen for de danske fotohandlere, afviser over for Ritzau at kommentere beskyldningerne, mens Scan-Tech afviser at have presset priserne op.

- Vi har intet ulovligt gjort, siger administrerende direktør Bjarne Jensen til Ritzau.

Ifølge Konkurrencestyrelsen er sagen umiddelbart så alvorlig, at den bør overdrages til Bagmandspolitiet (Søik) "med henblik på strafferetlig forfølgning", fremgår det af en følgeskrivelse til klagepunktsmeddelelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.