Af Nana Askov
SE ALLE BLOGINDLÆG
Derfor aftvinger Bertel Haarder respekt

”Hvem af dine folketingskolleger uden for dit eget parti respekterer du mest?”

"Bertel Haarder", svarer langt de fleste af landets politikere. Og det er selvsagt politikere helt ud til Enhedslistens Rosa Lund, der lægger sit lod i Haarders skål.

Helt så kærlig en medfart får senior-Venstre-manden ikke ligefrem på Facebook, hvor dagens historie har givet anledning til gensyn med klippene ’Haarder amok på journalist’ (version 1 og 2) og en del kommentarer i kategorien: ”Pis mig i øret”.

NU ER hverken facebook eller en måling blandt kollegerne repræsentativt for Bertel Haarders politiske image. Man må også tage det forbehold at jo mere ufarlig – forstået som på vej ud - en politiker er, desto mere tilbøjelig er kollegerne til at hylde dem.

Og ja, det er krydserne, vælgerne sætter ved ham, som de har gjort ved de efterhånden mange mange folketingsvalg, der har placeret ham ikke bare i Folketinget men også i ministerstole adskillige gange, der tæller.

ALLIGEVEL ER fænomenet Bertel Haarder for mig et klassisk eksempel på en politiker, der igennem sit virke har været en del mere fokuseret på substans og politisk indhold end på, hvordan han fungerede i medierne.

Og han har indimellem betalt prisen for det.

I Bertel Haarders tid som undervisnings- og kirkeminister, var jeg som skrivende journalist ofte i dialog med ham.

Man kan ikke ligefrem beskylde ham for at lefle for kritikerne eller masserne – og det kunne man heller ikke dengang. Hold op, hvor var der mange kritiske spørgsmål, der skulle bæres videre til ham. Men jeg har sjældent oplevet en politiker, der var så langt nede i substansen, og så villig til rent faktisk at forsøge at forklare og stå ved, hvorfor han mente, som han nu mente.

Ja, der kom også en politiker-finte eller to af og til, hvor der ikke rigtig blev svaret på spørgsmålet, men det var sjældent. Uanset hvad man måtte mene om hans beslutninger, så aftvang hans viden og nidkærhed respekt. Også fra mig.

DET SØRGELIGE ER, at politikere som han har det svært på tv og facebook.

Og ser man videre ned på politikernes respekt-hit-liste, så er det politikere som Sten Gade, Mogens Lykketoft, Jakob Ellemann og Per Clausen, der følger efter. Heller ikke ligefrem politikere, der ’brænder igennem’ på skærmen eller suser afsted i det virale univers med drillende hardliners fra twitter og facebook.

Hvor er det ærgerligt. Jeg ville ønske, at flere politikere insisterede på at tale klarere, længere tid og mere ærligt.

Ikke længere tid som i: Nu holder jeg ordet og kører min egen intetsigende plade af og får gentaget vores politiske slogan igen og igen, mens journalisten ikke når at få spurgt om noget besværligt. Men længere tid som i: Der her svar kræver en forklaring. Og den tager lidt mere tid end de 30 sekunder eller de 100 tegn, du har.

DET VILLE sådan set også være ok med mig, hvis prisen var, at de sommetider ville være nødt til at svare: ”Det ved jeg ikke”, eller ”Det må jeg ikke svare på”.

Det kunne være, at man ville kunne spore politikerens temperament, fordi der ikke har været tid til at sætte sig ind i sagen eller, at svarene sommetider ville være en anelse kedelige, fordi rigtig mange politiske beslutninger er afgjort af jura og regler fra EU.

Men mest af alt så ville jeg ønske, at politikerne ville blive belønnet for det af vælgerne. Også selvom de sommetider ville komme til at se lidt dumme ud på skærmen.

Substans, ærlighed (så langt man nu kan) og kedsommelig alvor. Jeg håber, at det får comeback.

Om Nana Askov

Blogger om kvinder, arbejde og alt muligt andet. Tidligere redaktionschef på Avisen.dk.

Skriver mest om arbejde, ligestilling og velfærd

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.