Der hersker frygt i Frank Jensens forvaltning
Frygt for at sige noget forkert og for at blive fyret hersker blandt ansatte i del af forvaltning under Københavns overborgmester Frank Jensen. Frygten er opstået efter 16 fyringer, der vækker opsigt.
- Folk er dybt frustrerede og utrygge. Mange er bange for at sige og gøre noget forkert. Det fortæller en fællestillids-repræsentant om stemningen i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune efter særprægede fyringer. 
- Folk er dybt frustrerede og utrygge. Mange er bange for at sige og gøre noget forkert. Det fortæller en fællestillids-repræsentant om stemningen i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune efter særprægede fyringer.  Foto: Iver Houmark Andersen.


Ledelsen er ikke til at tro på. Jeg må endelig ikke gøre noget forkert. Hvornår bliver jeg fyret?

Sådanne negative følelser og tanker er udbredt blandt ansatte i en del af en af de store forvaltninger i Københavns Kommune. Nærmere bestemt blandt ansatte i Koncernservice under Økonomiforvaltningen, som hører under overborgmester Frank Jensen. 

- Folk er dybt frustrerede og utrygge. Mange er bange for at sige og gøre noget forkert. Der er meget stor mistillid til ledelsen, fortæller Bo Vollertsen, som er fælles-tillidsrepræsentant for HK’erne i Økonomiforvaltningen.

At der er usædvanlig dårlig stemning i Koncernservice kan formanden for HK Kommunal Hovedstaden, Winnie Axelsen, tale med om.

- Ifølge hvad jeg hører fra medlemmerne er arbejdsmiljøet rigtigt dårligt i Koncernservice, siger Winnie Axelsen. 

Kom på kursus og blev fyret

Frygten blandt de ansatte i Koncernservice bunder i fyringen af 16 ansatte i maj. Som omtalt i Avisen.dk blev 16 regnskabs-medarbejdere fyret i foråret efter et mærkværdigt forløb. Et forløb som har vakt opsigt i mange medier. 

De nu fyrede kom på et kort kursus tidligere i år og fik først besked i løbet af kurset om, at de ville blive afskediget, hvis de ikke bestod den afsluttende test.

16 ud 20 deltagere i testen dumpede og blev fyret efterfølgende. HK Kommunal Hovedstaden vil nu føre sager for de fyrede, da fagforeningen mener, at fyringerne er uberettiget. 

Frygt i kølvandet

Frygten og utrygheden er stor blandt de omkring 850 ansatte i Koncernservice. Det er den del af Økonomiforvaltningen, der for alle forvaltninger løser opgaver inden for økonomi, personale og løn. 

- Sagen med de fyrede påvirker alle i Koncernservice. Selv it-medarbejdere, som ellers ikke er blevet berørt af fyringerne, går nu rundt og frygter for, om de kan blive udsat for samme manøvre, når de skal på kursus, siger fællles-tillidsrepræsentant Bo Vollertsen.

Ifølge en ansat i Koncernservice, der ikke ønsker at stå frem, er 'kompetence-udvikling' altså det at blive sendt på kursus - blevet et fyord blandt medarbejderne.

- Denne her måde at fyre folk på ved at sende dem på kursus og give dem en umulig test har skabt enorm utryghed. Kompetence-udvikling, som jo normalt forbindes med noget godt, er blevet et bandeord, fortæller en af de ansatte til Avisen.dk. 

Ingen tro på ledelsen

I Koncernservice kører man på med kurser for de ansatte. 

- Så vidt jeg er orienteret, har ledelsen i Koncernservice meldt ud, at ansatte i Koncernservice nu skal på et kursus tilrettelagt af konsulentfirmaet Ernst & Young, fortæller Winnie Axelsen fra HK Kommunal og fortsætter:

- Ledelsen i Koncernservice har følt sig kaldet til mundtligt at forsikre om, at ingen af kursusdeltagerne vil blive fyret i forbindelse med kurset. Men alligevel er de ansatte utrygge. Jeg møder medlemmer, som ikke længere tror på noget som helst fra ledelsen.

Deltagere i kurser i Koncernservice skal ikke frygte, der følger en fyreseddel i kølvandet. Det fastslår Ivan Kristoffersen, som er direktør for Koncernservice. I en kommentar til Avisen.dk skriver han:

- Medarbejderne i Koncernservice vil trygt kunne gå på kurser og lære nyt uden at frygte hverken det ene eller det andet. 

Frank Jensen: Fokus på tillid

Overborgmester Frank Jensen (S) bakker ledelsen i Koncernservice op. I en kommentar til Avisen.dk skriver Frank Jensen:

- Der har generelt været behov for at styrke kompetencerne i organisationen, men det er naturligvis også afgørende, at medarbejderne har tillid til ledelsen. Ledelsen i Koncernservice har derfor nu fuld fokus på at få rettet op på arbejds- og trivselsforholdene i hele organisationen.

I forhold til sagen med de 16 fyrede hævder Frank Jensen, at fyringerne ikke kun bunder i, at de dumpede til den afsluttende test.

- Jeg vil gerne rette den misforståelse, at Københavns Kommune fyrer medarbejdere blot på baggrund af en test. Det er forkert. Det er altid en bredere samlet vurdering, der lægges til grund for en afskedigelse, og jeg er oplyst om, at det også har været tilfældet i den her sag, skriver Frank Jensen, og fortsætter:

- Afskedigelserne i Koncernservice kører nu i det fagretlige spor. Helt efter den danske model. Det har jeg dyb respekt for, og derfor hverken kan eller vil jeg kommentere yderligere på de konkrete afskedigelses-sager.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.