Der gik rygter om el-Hussein-angreb i Mjølnerparken
Ifølge tiltalt i terrorsag gik der rygter i Mjølnerparken om, at el-Hussein ville udføre et angreb.
En af de mænd, der er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein i forbindelse med angrebet på synagogen sidste år, har nu fortalt, at der gik rygter i Mjølnerparken om et forestående angreb.
En af de mænd, der er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein i forbindelse med angrebet på synagogen sidste år, har nu fortalt, at der gik rygter i Mjølnerparken om et forestående angreb. Foto: Jørgensen Jakob/Polfoto


Måske var det ikke alle, som blev lige overraskede over, at det var netop Omar el-Hussein, der i februar sidste år angreb kulturhuset Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Fredag i Københavns Byret er det nemlig kommet frem, at der angiveligt gik rygter i bebyggelsen Mjølnerparken på Nørrebro om, at netop el-Hussein ville begå et angreb.

Det er 20-årige LE, som har fortalt om rygterne. Det har han gjort ved en afhøring hos politiet på Station Bellahøj og under et retsmøde Begge dele skete i de første dage efter Omar el-Husseins angreb.

Rygterne gik på, at el-Hussein gik med tanker om at lave et angreb i stil med "Paris".

Her er det nærliggende at gætte på, at man har ment angrebene på satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i den franske hovedstad. De angreb fandt sted en måneds tid inden angrebene i København.

LE er sammen med tre andre mænd tiltalt for at have tilskyndet og bistået Omar el-Hussein i forbindelse med angrebet mod synagogen. På den måde har de ifølge anklagemyndigheden medvirket til terror.

Han er den første af de fire, som afgiver forklaring i retssagen, som blev indledt torsdag i denne uge.

LE fortæller, at han og el-Hussein havde været venner i et par år. LE har boet i Mjølnerparken hele sit liv, og det var her, han havde mødt Omar el-Hussein.

På et tidspunkt kom el-Hussein i fængsel i længere tid for et knivstikkeri. Han kom ud igen, forholdsvis kort tid inden han angreb Krudttønden og synagogen.

- Han ville ikke lave kriminalitet mere. Dem han havde været sammen med før, ville han ikke være sammen med mere. Han ville bare passe sig selv, fortæller LE fra vidneskranken.

Afhøringen af LE vil efter planen vare hele fredag og fortsætter på mandag. Herefter skal de øvrige tiltalte afhøres. Sagen slutter efter planen til september, hvor der ventes dom sidst på måneden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.