Der er bid: Gyldne tider i traditionelt dansk erhverv
Dansk fiskeri er i stærk fremgang.
Steffen Ortmann /Scanpix/Arkiv


Næsten en kvart milliard kroner.

Så meget vil danske fiskere tjene ekstra i 2016 takket være større fiskekvoter. Og det er især langs den jyske vestkyst, at fiskerne har grund til at glæde sig.

- Vi ser positivt på fremtiden, siger Hanstholm-fiskernes formand Jan N. Hansen til DR P4 Midt & Vest.

- Bestandene har det godt, og kvoterne går op. Vi har også fundet et prisniveau, der er fornuftigt. Kan vi holde den kurs, så ser det positivt ud, siger han.

NaturErhvervstyrelsen vurderer, at de større fiskekvoter for flere arter vil betyde en ekstra indtjening på 230 millioner kroner til fiskerne i 2016, hvis priserne på spisefisk holder det nuværende niveau.

Og som kvoterne er fordelt i farvandene, så er det især i de vest- og nordjyske fiskerihavne, at fiskerne har udsigt til at tjene flere penge i år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.