Der er alt for meget CO2 i børnenes klasseværelser
Indeklimaet er vigtigere end nogensinde med meget lange skoledage. Men ny undersøgelse viser store problemer.
Lange skoledage gør udbredte problemer med ingen eller dårlig ventilation i klasseværelserne endnu mere alvorlige
Lange skoledage gør udbredte problemer med ingen eller dårlig ventilation i klasseværelserne endnu mere alvorlige Foto: Casper Dalhoff/Polfoto


Efter folkeskolereformen tilbringer børn og lærere mere tid på skolen end nogensinde. Derfor er det skidt, når ny stor undersøgelse fra DTU slår fast, at indeklimaet i mange klasseværelser lader meget tilbage at ønske.

I op til 60 procent af klasselokalerne er koncentrationen af CO2 højere end tilladt. Det er især slemt i de stadigt mange skoler uden mekanisk ventilation. Her er koncentrationen i op til 78 procent af lokalerne højere end tilladt.

- Skulle man gøre kun én ting for et bedre indeklimaet for børnene, så handler det om udskiftningen af luften, siger lektor i indeklima på DTU Jørn Toftum, der har været med til at lave undersøgelsen.

Indeklimaet er vigtigt, fordi børns indlærings- og koncentrationsevner falder i dårlig luft.

Der er tale om den hidtil største videnskabelig undersøgelse på området. I alt 60 skoler og omkring 300 klasseværelser indgår.

Efter folkeskolereformen bruger danske børn en femtedel af deres vågne tid i skolen, og danske skoler er førende i Europa på lange skoledage.

Det er baggrunden for, at fonden Realdania har bedt DTU og Alexandra-instituttet i Aarhus om at undersøge indeklimaet på danske skoler.

- Det er vigtigt at få indeklimaet kortlagt, så vi kan gøre noget ved det. Dårligt indeklima har konsekvenser for børns trivsel, sundhed og indlæring, siger projektleder i Realdania Lene Wiell Nordberg.

Et af problemerne er, at langt de fleste skoler i Danmark er bygget længe, før der kom krav om ventilation. Kun hver tiende folkeskole er bygget efter 1985, hvor ventilation dukkede op i byggereglementet.

Selv om kommunerne i årevis har haft fokus på problemet, og der er afsat store summer via den daværende regerings kvalitetsfond, så er der stadig lang vej.

- Omkring 40 procent af skolerne har ingen mekanisk ventilation, og her ser man koncentrationer af CO2 på helt op 2000-3000-4000 ppm, siger Jørn Toftum.

Den tilladte grænseværdi er 1000 ppm.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.