Depressive får betalt psykologhjælp uden at være syge nok
Sundhedsstyrelsen mener, at tilbuddet om psykologbehandling til lettere depressioner bør strammes op.
Samtaler med en psykolog sparer ifølge fagfolk mange penge på længere sigt. Men Sundhedstyrelsen mener, at tilbudet er brevet udvidet til for mange.
Samtaler med en psykolog sparer ifølge fagfolk mange penge på længere sigt. Men Sundhedstyrelsen mener, at tilbudet er brevet udvidet til for mange. Foto: Colourbox/free


Tilbuddet om offentlig støtte til psykologbehandling til udsatte grupper bør strammes op, og der skal mere hånd i hanke med effekten af behandlingen.

Det konkluderer Sundhedsstyrelsen i en ny evaluering af psykologordningen til særligt udsatte, som har eksisteret siden 1992.

Ordningen var først målrettet personer ramt af akut opståede psykiske problemer, som ulykker, røveri eller pårørende ved dødsfald.

Siden er blandt andet incestofre, selvmordstruede og patienter med angst og depression kommet med.

Tilbuddet, som fortsat også kræver en vis egenbetaling, koster i øjeblikket 240 millioner kroner årligt, hvoraf halvdelen betales af satspuljemidler.

Sundhedsstyrelsens mål har derfor været at pege på områder for mulige besparelser.

Og her er især gruppen af depressive kommet i styrelsens søgelys, fordi et stort antal patienter, der henvises til behandling for depression angiveligt ikke opfylder kriterierne for målgruppen.

Ifølge en opgørelse er det kun hver tredje patient med let til moderat depression, som lægerne henviser til psykologhjælp, som falder ind under kriterierne.

Sundhedsstyrelsen anbefaler på den baggrund, at der bør findes andre og billigere tilbud til personer med lettere depression - for eksempel i kommunalt regi.

Men hos sundhedspersonale og interesseorganisationer mener man, at samfundet får rigtigt meget for pengene med psykologordningen.

- Evalueringen er primært et udtryk for, at man vil spare nogle penge og ikke for en faglig vurdering, siger Niels Ulrich Holm, næstformand i Praktiserende Lægers Organisation.

- Det her pjat med, om der er råd til vigtig psykologhjælp i et land som Danmark, er det rene nonsens. Man kunne bare lave lidt effektivt prioritering af medicinudgifterne, så var der råd til meget mere, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.