OK 2015
Dennis K om overenskomst: Ærgerligt skibbrud for lavtlønnede
Ærgerligt at der ikke blev plads til et løft for de lavtlønnede, siger FOA, der snart skal forhandle selv.
Fredag aften faldt en ny overenskomstaftale på plads for 184.000 statsansatte, og FOA er tilfreds med en samlet forventet lønudvikling på 6,6 procent i den nye overenskomst. Her ses formand Dennis Kristensen, FOA.
Fredag aften faldt en ny overenskomstaftale på plads for 184.000 statsansatte, og FOA er tilfreds med en samlet forventet lønudvikling på 6,6 procent i den nye overenskomst. Her ses formand Dennis Kristensen, FOA. Jørgen True, FOA/free


Den overordnede ramme for den nye statslige overenskomst er tilfredsstillende, men det er ærgerligt, at der ikke blev plads til et løft for de lavtlønnede, siger FOA's formand Dennis Kristensen.

Fredag aften faldt en ny overenskomstaftale på plads for 184.000 statsansatte, og FOA er tilfreds med en samlet forventet lønudvikling på 6,6 procent i den nye overenskomst.

Aftalen betyder reallønsfremgang for FOAs statsansatte medlemmer.

- Det er ikke så dårligt. Det er det bedste resultat siden 2008. Hovedkravet fra medlemmerne har også været lønstigninger, siger Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.

Forliget ventes at sætte rammen for de kommunale og regionale forlig, som følger efter i de kommende uger.

FOA forventer, at den afsatte ramme nu skrives af til den kommunale overenskomst, der dækker 500.000 ansatte, herunder langt hovedparten af FOAs medlemmer.

Fagforbundet fremhæver flere elementer i overenskomsten, som en uges ekstra barselsorlov til fædre og en klart mere fokuseret indsats mod stress til fordel for ansattes psykiske arbejdsmiljø. Der etableres blandt andet et rejsehold.

Til gengæld kritiserer FOA, at kravet om at tilgodese de lavtlønnede statsansatte med en ekstra lønstigning led skibbrud. Der kommer intet ekstraordinært lønløft for eksempelvis FOAs køkkenmedhjælpere, som er ansat i statslige kantiner.

- Det er den klart negative ting i den nye overenskomst. Jeg ser det som et udtryk for, at finansministeren tager sit mantra om konkurrencestaten dybt alvorligt. Det er ærgerligt.

- Og det burde faktisk også være overraskende, at en socialdemokratisk finansminister siger nej til solidarisk lønpolitik, siger Dennis Kristensen, efter at finansminister Bjarne Corydon (S) præsenterede aftalen fredag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.