Dennis Kristensen modtog fredag eftermiddag et telefonopkald, der overraskede ham voldsomt.
Den nye formand i LO, Lizette Risgaard, i den anden ende af røret, fortalte ham, at hun vil fjerne hele topledelsen i LO.
- Jeg blev rigtig overrasket. Det er meget dramatisk. En ting er, at man selv indflydelse på at sætte et nyt hold, men noget andet er at skille af med hele ledelsen, siger Dennis Kristensen til TV2 News.
Han fortæller, at Lizette Risgaard i telefonen gjorde det klart, at hun vil sætte et nyt hold, som skal trække LO i den rigtige retning. Dennis Kristensen overvejer også, om den store udrensning er et udtryk for et ny måde at gøre tingene på i fagbevægelsen.
Ikke sundt
- Skal man pr. automatik skifte ud i toppen, så er det en ny tradition i dansk fagbevægelse og politik. Det vil jeg være bekymret for. Man er loyal over for dem, kongressen vælger. Det med at skifte holdet ud med sine egne vil ikke være sundt, siger Dennis Kristensen.
Den nye forbundsformand, Lizette Risgaard, har kun tre dage efter sit valg i en lynudrensning fjernet hele landsorganisationens administrative top.
Det gælder sekretariatschef Finn Larsen, cheføkononom Jan Kæraa Rasmussen, kommunikationschef Kenneth Thue Nielsen og udviklingschef Morten Madsen, som har modtaget deres opsigelse, som efter planen først skulle offentliggøres på mandag.