Så blev det nok for landmanden Dennis Kjær. I disse dage høster han med sin mejetærsker på fuld kraft på Randers-kanten. Og han er glad for arbejdet, men han er til gengæld godt irriteret over hensynsløse bilister.
Det skriver han i et opslag på sin Facebook-side.
- Vi landmand kæmper et brag af en kamp for at få de danske fødevarer i hus i disse tider. Og tro mig vi gør alt vores for at passe på med vore store maskiner! Det kan godt være der er nogle der sidder der ude der er ligeglad med deres liv og fare for andre! Men det er jeg/vi altså ikke!, skriver 21-årige Dennis Kjær.
Dennis Kjærs reaktion kommer efter en episode tirsdag formiddag. Her oplevede han - igen - en aggressivt kørende bilist, som på det nærmeste satte livet på spil i sin utålmodighed for at passere ham og en kollega.
Ifølge Dennis Kjær overhalede bilisten først så hasarderet, at Dennis Kjær nær var kørt i grøften.
Derefter lagde bilisten sig så tæt på hans forankørende kollega, at bilen ikke kunne ses i bakspejlene. Bilisten fortsatte sin dødsens farlige kørsel og forsøgte to gange, at overhale Dennis Kjærs kollega, men måtte til sidst opgive.
- To livsfarlige forsøg pga. utålmodighed, konstaterer Dennis Kjær i sit Facebook-opslag.
Her kommer han også med en opfordring til bilisterne om at være mere forstående og samtidig passe bedre på dem selv.
- Næste gang i møder en landmand så istedet for at tænke den lorte forpulede traktor! Så ville jeg ønske i kunne tænke Wow respekt for ham der kæmper røven ud af bukserne for de danske fødevarer.