Denne følelse har vi lært er forbudt - men den kan være sund
Det kan være svært at indrømme over for os selv og andre, når vi fortryder noget – men det er bedre at fortryde end at fortrænge, siger psykoterapeut Ilse Sand.
Vi får hele tiden at vide, at vi skal se positivt på tingene og ikke dvæle ved fortiden. Men det kan være sundt at tillade os selv at fortryde.
Vi får hele tiden at vide, at vi skal se positivt på tingene og ikke dvæle ved fortiden. Men det kan være sundt at tillade os selv at fortryde. Foto: Scanpix/Modelfoto


De fleste af os fortryder lidt i ny og næ – flødeskumskagen, du kom til at spise, eller kjolen, du ikke fik købt. Den slags småfortrydelser underholder vi gerne andre med, men når fortrydelsen gælder større emner som kærlighed, familie eller venskaber, har de fleste af os svært ved at stå ved, at vi traf det forkerte valg. Det fortæller præst og psykoterapeut Ilse Sand i et interview med FEMINA.

Hvorfor er det egentlig sådan?

- Det ligger i vores kultur, at vi skal efterstræbe at være perfekte. Siden barndommen har vi lært, at man ikke skal græde over spildt mælk, og i såvel privat som i arbejdsmæssig sammenhæng bliver vi opfordret til at tænke positivt og ikke dvæle ved det, der gik galt, siger Ilse Sand og tilføjer, at det for nogle kan være så slemt at indrømme et forkert valg, at de hellere vil blive ved med at tage fejl.

Se på femina.dk, hvad kvinder fortryder mest, når det gælder sex

Selv om ja-hatten generelt bliver betragtet som mere chik end nej-hatten, mener Ilse Sand dog, at det faktisk kan være sundt at stoppe og indse, at man skulle have handlet anderledes.

- At fortryde er jo at se realiteterne i øjnene og forstå, at en anden beslutning ville have været bedre. Det er en proces, der er enormt lærerig, og som giver mulighed for fremadrettet at gå en anden vej. Hvis dit forkerte valg er gået ud over en anden, og du indrømmer det over for ham eller hende, kan det være en stor lettelse for jer begge. Mange venskaber kan reddes på den måde, ligesom en dårlig relation mellem forældre og børn ofte kan forbedres med en indrømmelse.

Fortrydelse er sorg

Dybest set er den større fortrydelse knyttet til følelsen af sorg, påpeger Ilse Sand.

- I første omgang bliver man måske gal på sig selv og siger: Hvor var jeg dog dum. Men under vreden ligger sorgen over at have mistet noget, og hvis man så bare prøver at glemme det, sker der ofte det samme, som hvis nogen siger, at nu er det eneste, du ikke må tænke på, hvide kaniner … Det kommer til at fylde rigtig meget i underbevidstheden. Derfor er det bedre at give plads til følelsen. Gør du det, er det også lettere at give slip.

Skilsmisse: Det handler ikke om skyld, men om barnets behov. På femina.dk kan du læse om tre typer aftaler, I skal indgå, hvis I går fra hinanden

Hvis man fortryder noget over for nogen, der ikke lever længere eller det på anden måde ikke er muligt at gå tilbage og rette op på fejlen, anbefaler Ilse Sand, at man skriver et brev i stedet, hvor man formulerer sin fortrydelse.

- Det kan være et afskedsbrev til den døde, men det kan også være i forhold til de nu voksne børn, man har indset, man er kommet til at svigte.

Er det en anden i omgangskredsen, der fortryder noget og har brug for at fortælle om det, er det vigtigt, at man kan rumme deres sorg, fortæller Ilse Sand.

- Hvis en veninde for eksempel er gået fra ægtemanden og fortæller, at hun har fortrudt det, men ikke kan få ham tilbage, har vi ofte en tendens til at prøve at opmuntre hende og sige: ”Det er nok alligevel bedre for dig sådan”. Det skal vi lade være med. I stedet bør vi med vores stemmeføring og mimik vise, at vi føler med hende, og give hende ret i, at det er noget lort.

Det lyder nemt, men det kan da være rigtigt svært.

- Ja, for vi vil gerne se os selv som den, der opmuntrer, og måske har vi heller ikke selv lyst til at dykke med ned i sorgen, selv om det det, veninden har mest brug for, siger Ilse Sand til FEMINA.

Bryd tabuerne om den sammenbragte familie, siger en coach på femina.dk

Det fortryder vi på dødslejet

Den australske sygeplejerske Bronnie Ware har på baggrund af sit arbejde med døende patienter skrevet bogen ”Top Five Regrets of the Dying”. I den fremgår det, at de fem ting, vi oftest fortryder dødslejet, er:

- Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve et liv, hvor jeg var tro mod mig selv og ikke mod, hvad andre forventede af mig.

- Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt (især udtalt af mandlige patienter).

- Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

- Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med mine venner.

- Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.