Dengue-myggen hærger flere lande: Brasilien hårdt ramt
Forskere kæder vejrfænomenet El Niño sammen med epidemier af denguefeber. Næsten 700 er døde i Brasilien.
Den myggebårne virussygdom dengue har kostet knap 700 mennesker livet i Brasilien i år. Arkivfoto
Den myggebårne virussygdom dengue har kostet knap 700 mennesker livet i Brasilien i år. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Antallet af brasilianere, der i år har mistet livet på grund af denguefeber, har ikke været større i 25 år.

Det oplyser Brasiliens sundhedsministerium tirsdag.

I årets første otte måneder har den myggebårne virussygdom kostet 693 livet i det sydamerikanske land.

Det er 70 procent flere end i samme periode sidste år, oplyser ministeriet.

Tallet for i år er formentlig endnu højere, da dødsårsagen i over 300 mistænkelige tilfælde stadig venter på at blive slået fast.

Antallet er dødsfald relateret til denguefeber er det højeste, siden myndighederne begyndte en systematisk registrering i 1990.

Samlet set er der registret 1,42 millioner tilfælde af denguefeber i de første otte måneder. Det er også tæt på ny rekord på årsbasis.

Men Brasilien er langt fra det eneste sted i verden, der lige nu er plaget af sygdommen, som der ikke findes nogen vaccine imod.

Flere andre mellem- og sydamerikanske lande samt Filippinerne og Taiwan oplever også lige nu ekstraordinært mange tilfælde.

Det kan muligvis skyldes vejrfænomenet El Niño.

I en ny videnskabelig undersøgelse kæder internationale forskere antallet af tilfælde sammen med El Niño, der typisk medfører højere vandtemperaturer i Stillehavet.

Den nuværende El Niño, der er begyndt, ventes at blive den mest intense i 20 år.

- Vores analyse viser, at højere temperaturer i havet kan skabe de ideelle betingelser for, at store dengue-epidemier kan ramme hele regioner, siger Willem van Panhuis, lektor i epidemiologi ved Pittsburgh Graduate School of Public Health.

Han har sammen med kolleger analyseret antallet af denguefeber-tilfælde de seneste 18 år i otte forskellige lande og har fundet en række sammenhænge.

Blandt andet var antallet af tilfælde også meget højt under den kraftige El Niño i 1997-98.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, lever omkring 2,5 milliarder mennesker i verden i områder, hvor denguefeber findes.

Omkring 400 millioner bliver smittet hvert år, men for det meste medfører det kun milde symptomer.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.