Den svenske regering er på plads
Den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven er klar med sin nye regering, der består af 24 ministre.
Den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven er klar med sin nye regering.
Den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven er klar med sin nye regering. Foto: JONAS EKSTROMER/AP


Den svenske regering er på plads. Den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfvens regering består af 24 ministre.

Der er tale om en rød-grøn mindretalsregering, der tæller ministre fra Löfvens Socialdemokraterna samt Miljöpartiet (MP).

Sidstnævnte får seks ministerposter, mens Socialdemokraterna tager de øvrige 18 pladser i det, oppositionen har betegnet som en historisk svag mindretalsregering.

Kønsfordelingen er helt lige, da ministerholdet tæller 12 kvinder og 12 mænd.

Som mange havde ventet, bliver veteranen Margot Wallström (S) udenrigsminister.

60-årige Wallström har en fortid som EU-kommissær. Hun har også arbejdet i FN og var minister i den svenske regering i flere perioder i 1980'erne og 90'erne.

Peter Hultqvist (S) tager forsvarsministeriet, mens partifællen Morgan Johanson bliver justitsminister.

En af de mere overraskende udnævnelser er den 42-årige Alice Bah Kuhnke (MP), en tidligere tv-person og leder for Disneyklubben på SVT, der bliver kultur- og demokratiminister.

- Jeg troede, det var en joke, siger Aftonbladets kulturchef, Åsa Linderborg, om valget af kulturminister.

Avisen beskriver Kuhnke som "dagens største overraskelse".

Socialdemokraterna fik regeringsmagten efter et svagt valg med blot 31,2 procent af vælgernes stemmer - blot en marginal fremgang siden det såkaldte katastrofevalg i 2010.

Socialdemokraterna gik til valg på at danne regering sammen med Vänsterpartiet og Miljöpartiet, men vælgerne gav blot de tre partier 158 mandater tilsammen.

Der skal 175 mandater til for at få flertal i Riksdagen.

For at få flertal i Riksdagen er Löfven derfor afhængig af støtte fra mindst et borgerligt parti.

Statsministeren har tidligere sagt, at han ikke ønsker at samarbejde med det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, som fik knap 13 procent af stemmerne ved valget.

Den borgerlige alliance tabte valget efter at have stået i spidsen for Sverige de seneste otte år.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.