Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 11:56
Onsdag aften fik Sverige en lille ny prins, og dermed kan kronprinsesse Victoria og prins Daniel nu kalde sig forældre til to. Og allerede torsdag har den svenske kong Carl Gustaf offentliggjort, at den lille prins kommer til at hedde Oscar Carl Olof.
Navnet blev offentliggjort ved et pressemøde på Stockholms Slot. Kong Carl Gustaf fortalte samtidig, at den lille prins i daglig tale kommer til at lyde navnet Oscar, og at han får titlen hertug af Skåne.
Oscar Carl Olof bliver nummer tre i arvefølgen efter sin mor, prinsesse Victoria, og sin storesøster, prinsesse Estelle.
På et pressemøde onsdag aften fortalte prins Daniel ifølge nyhedsbureauet TT, at den lille prins vejer 3655 gram og måler 52 centimeter. På pressemødet forklarede prins Daniel også, at han selv klippede navlestrengen over.
Den nye prins kom til verden onsdag klokken 20.28 på Karolinska universitetssjukhuset i Stockholm-forstaden Solna.
Oscar Carl Olof bliver allerede mødt med stor glæde fra hele familien. Det svenske kongepar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, har udtrykt deres glæde i en pressemeddelelse fra det svenske kongehus:
- Vi deler kronprinsparrets store lykke og prinsesse Estelle glæde over at kunne byde sin lillebror velkommen til familien. Vi ønsker familien en vidunderlig tid i fred og ro, og vi ser meget frem til at møde vores barnebarn, lyder lykønskningen fra det svenske kongepar.
/ritzau/FOKUS