Den spanske liga sagsøger Fifa for en halv milliard
Det skal koste Fifa dyrt, hvis beslutningen om et vinter-VM i Qatar bliver fastholdt, mener den spanske liga.
Planerne for VM 2022 i Qatar skaber fortsat stor utilfredshed i fodboldens verden.
Planerne for VM 2022 i Qatar skaber fortsat stor utilfredshed i fodboldens verden. Foto: Walter Bieri/AP


Beslutningen om at placere fodbold-VM i 2022 i vintermånederne skal laves om. Ellers kommer det til at koste det internationale fodboldforbund (Fifa) dyrt.

Sådan lyder truslen fra de spanske ligaklubbers forening (LFP), som har sendt sagen til sportsdomstolen CAS med et krav på 65 millioner euro (484 millioner danske kroner).

- Det gør vi for at beskytte klubberne. Ved at flytte VM til vintermånederne taber ligaen 65 millioner euro, siger LFP's præsident, Javier Tebas, til sportsavisen AS.

VM 2022 skal afholdes i Qatar, og for at undgå at spille fodbold i temperaturer på den anden side af 40 grader besluttede Fifa tidligere på året, at slutrunden skal spilles mellem 20. november og 18. december.

Dermed kolliderer arrangementet med klubturneringer over hele verden, og specielt de magtfulde europæiske klubber har luftet deres utilfredshed med beslutningen.

Både den italienske, den tyske og den engelske liga støtter det spanske søgsmål mod Fifa.

- Men kun moralsk, de har ikke turdet skrive under. Der er stadig megen frygt for Fifa, siger Javier Tebas.

LFP-præsidenten forklarer, at tre uafhængige eksperthold har regnet på, hvad en omlægning af klubkalenderen vil koste de spanske klubber, og på den måde er man altså nået frem til de 65 millioner euro.

Fifa har tidligere forsøgt at imødekomme utilfredsheden ved at indvilge i at tredoble den kompensation, der bliver udbetalt til de klubber, som stiller spillere til rådighed til VM i både 2018 og 2022.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.