Den private jobvækst fortsatte i september
Antallet af beskæftigede i den private sektor i september steg mere, end antallet af offentligt ansatte faldt.
Beskæftigelsen har været støt stigende siden midten af 2013, men ligger fortsat 60.000 under niveauet før finanskrisen.
Beskæftigelsen har været støt stigende siden midten af 2013, men ligger fortsat 60.000 under niveauet før finanskrisen. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix


Der var fortsat god fart i den private beskæftigelse i september, viser tal fra Danmarks Statistik.

I alt kom 4100 flere personer i arbejde fra august til september i det private erhvervsliv.

Samtidig faldt antallet af lønmodtagere i det offentlige med 700, hvilket altså medførte en samlet nettotilgang på 3400 beskæftigede.

Og det er der grund til at glæde sig over, mener Danske Banks cheføkonom.

- Der har været meget snak om et skuffende opsving i Danmark, men realiteten er, at 2016 bliver fjerde år i træk med højere jobvækst end ventet.

- Jobvæksten er endda accelereret, og man kan roligt konstatere, at vi har lagt krisen bag os, skriver Las Olsen i en kommentar.

Cheføkonomen forventer endda, at opsvinget ser ud til at fortsætte, fordi der er udsigt til højere forbrug og flere investeringer, ligesom eksporten er i fremgang på flere markeder.

Men Niels Rønholt, der er cheføkonom i Jyske Bank, skeler til Danmarks Statistiks konjunkturbarometre.

Her er virksomhedernes forventninger til beskæftigelsesudviklingen på det laveste niveau i næsten tre år.

- Det indikerer alt andet lige, at arbejdsmarkedet kan være på vej ned i gear. Men nøgletallene fra udlandet har været gode den seneste tid, og potentielt smitter det af til Danmark, skriver han i en kommentar.

Stigningen i beskæftigelsen i september svarer til en fremgang på 0,1 procent sammenlignet med august.

På årsbasis udgør stigningen 47.100 personer, svarende til 1,8 procent.

I alt er der 2.663.055 personer med lønmodtagerjob, når man korrigerer for sæson.

Inden finanskrisen for alvor slog igennem på det danske arbejdsmarked i marts 2008, lød den sæsonkorrigerede beskæftigelse på 2.723.014 personer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.