Den økonomiske fremtid er på spil når briterne stemmer
Hele Europas økonomi risikerer at blive slået tilbage ved britisk EU-afsked, mener danske bankøkonomer.
Hele den økonomiske fremtid er på spil, når briterne torsdag stemmer om deres EU-medlemskab. (arkivfoto)
Hele den økonomiske fremtid er på spil, når briterne torsdag stemmer om deres EU-medlemskab. (arkivfoto) Foto: Colourbox/Free


Det er svært at overdrive de potentielle økonomiske konsekvenser, hvis briterne torsdag stemmer sig ud af EU.

Det vil ikke bare være et hårdt slag for Storbritannien. Det kan ifølge danske bankøkonomer udløse en voldsom deroute for økonomien, som vi kender den.

Et farvel til EU kan nemlig ramme hele tanken om det indre marked og den frihandel, der har lagt fundamentet for den økonomiske fremgang, der trods finanskrisen har præget Europa de sidste mange år.

- Det her kan blive meget større end et brexit. Man kan frygte, at mange investorer vil se det som første del af en lavine, hvor hele EU-samarbejdet smuldrer, siger cheføkonom hos Sydbank Jacob Graven.

- Usikkerheden om EU's sammenhængskraft vil stige endnu mere. Den frygt kan få den økonomiske udvikling til at gå helt i stå.

I Storbritannien vurderer landets finansministerium, at et nej i værste fald vil give 820.000 flere arbejdsløse, et fald i huspriserne på en femtedel og en økonomisk depression.

Effekterne vil dog langt fra være begrænset til Storbritannien, lyder vurderingen hos Nordea i Danmark.

- Vi vil selvfølgelig blive ramt i mindre grad end briterne. Men det vil også påvirke os direkte. Man kan derudover frygte, at andre lande vil følge efter. Bare risikoen vil give stor usikkerhed, siger cheføkonom hos Nordea Helge Pedersen.

Usikkerhed om hvorvidt EU holder sammen, og ikke mindst om hvorvidt det indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed er ved at blive rullet tilbage, kan lamme hele Europas økonomi.

- Hvor mange virksomheder vil investere i et miljø med usikkerhed om handelsregler, arbejdskraftens bevægelighed og så videre? Det vil få mange virksomheder til at trykke på pauseknappen.

- Så er det meget, meget sandsynligt, at Europas økonomi vil bremse op. Og det kan skabe en økonomisk nedtur med mere arbejdsløshed og mindre forbrug. Så vi kan få en negativ spiral, siger Sydbanks Jacob Graven.

Ifølge ham vil det generelt være en ualmindeligt negativ ting, hvis den eksisterende sam- og frihandel bliver rullet tilbage. Toldbarrierer og handelskrig var eksempelvis en bærende årsag til, at den store depression i 30'erne blev global og ødelæggende.

- Det vil være svært at fungere økonomisk uden det frie marked, vi har nu.

- Verden kan selvfølgelig godt løbe rundt uden EU. Men det vil være meget, meget sværere. Der er helt, helt indiskutabelt store økonomiske fordele i, at vi let kan handle med hinanden, siger Jacob Graven.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.