Den nye kulturminister tror ikke på fremtid for flow-tv
Der er ingen grund til, at staten ejer to store medievirksomheder som DR og TV2, siger ny kulturminister.
Afgående kulturminister Bertel Haarder (V) overdrager til den nye kulturminister, Mette Bock (LA).
Afgående kulturminister Bertel Haarder (V) overdrager til den nye kulturminister, Mette Bock (LA). Foto: Keld Navntoft/Scanpix


Med posten som kultur- og kirkeminister har Liberal Alliances Mette Bock (V) fået en bunden opgave.

DR skal "fokuseres", som det hedder i regeringsgrundlaget, og licensen skal sættes ned.

- Jeg tror ikke, det er noget, der kan løses fra den ene dag til den anden. Der skal laves en langsigtet plan, siger hun.

Samtidig er det den nye regerings ønske at privatisere TV2.

Mette Bock mener ikke, at der er nogen grund til, at staten ejer både TV2 og DR.

- Når man har et marked, som kan levere meget, er der ikke grund til, at staten går ind. Det er en vigtig præmis for mig, siger hun.

Privatiseringen af TV2 skal allerede igangsættes i 2017, så det kan ske, når det nuværende medieforlig udløber i 2018.

- Der kan leveres meget public service fra også privatejede medier, og der er et meget mangfoldigt medieudbud i de her år, siger den nye minister.

Hun vil forsøge at "gentænkte i stedet for at hænge fast i de præmisser, som har været i de sidste mange år."

- Jeg tror ikke, at der om ti år er noget, der hedder kanaler og flow-tv. Jeg tror, den udvikling går meget stærkt, siger Mette Bock.

Den nye, liberale kulturminister har selv en fortid i mediebranchen.

Hun startede som journalist på Jyllands-Posten, hvorefter hun blev ansvarshavende chefredaktør på JydskeVestkysten fra 2002 til 2007 og direktør for DR's programproduktion fra 2008 til 2010.

Da hun forlod DR, lovede hun at blive ambassadør for den gamle statsradiofoni og mindede om, at "DR skal samle, udfordre og oplyse."

Men på tegnebrættet har regeringen altså nu store besparelser på netop DR, som hun skal stå for at føre ud i livet som ny minister.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.