Den norske blasfemiparagraf er historie
Et flertal i Stortinget har stemt for at hastefjerne paragraf om blasfemi fra Norges straffelov.
Den seneste person, som blev tiltalt for blasfemi i Norge, var forfatteren Arnulf Øverland. Det skete i 1933, efter at han havde holdt foredraget "Kristendommen, den tiende landeplage", og han endte med at blive frikendt i sagen.
Den seneste person, som blev tiltalt for blasfemi i Norge, var forfatteren Arnulf Øverland. Det skete i 1933, efter at han havde holdt foredraget "Kristendommen, den tiende landeplage", og han endte med at blive frikendt i sagen. Foto: Colourbox/free


Spot og hån af guder og religioner er nu formelt tilladt i Norge.

Tirsdag hastefjernede et flertal i Stortinget nemlig blasfemiparagraffen fra den norske straffelov, skriver Vårt Land.

Det blev allerede i 2005 vedtaget, at paragraffen skulle sløjfes som en del af en ny straffelov, men den nye straffelov er endnu ikke trådt i kraft på grund af it-problemer hos landets politi. Det vil den dog gøre til sommer.

Men efter angrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i januar mente to medlemmer af Stortinget i Norge, at der var behov for at reagere hurtigt.

- Selvom eksistensen af blasfemiparagraffen selvsagt ikke legitimerer vold, underbygger denne paragraf efter forslagsstillernes mening en opfattelse af, at religiøse ytringer og symboler har krav på et specielt værn mod ytringer, skrev Anders B. Werp (Høyre) og Jan Arild Ellingsen (Fremskrittspartiet) i forslaget 10. februar.

- Dette er meget uheldige signaler at sende, og det er på tide, at samfundet tydeligt står sammen om ytringsfriheden, også i religiøse spørgsmål, lød det videre.


Man skal tilbage til 1912 for at finde en person, der blev kendt skyldig i blasfemi i Norge.

Danmark har fortsat en blasfemiparagraf, selvom diskussionen om dens afskaffelse dukker op med jævne mellemrum.

Tidligere i år vurderede Straffelovrådet, at blasfemiparagraffen ikke forhindrer kritik af religion og religiøse dogmer, og i kølvandet af det meldte regeringen, at den ikke har i sinde at afskaffe forbuddet mod blasfemi.

Sidst, nogen blev dømt efter blasfemiparagraffen, i Danmark var i 1946. Dengang havde et par klædt sig ud i præstekjoler og under et karneval døbt en dukke.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.