Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og de øvrige ledere fra EU og Den Europæiske Unions seks partnere mod øst torsdag aften rejser sig fra middagsbordet i Riga, tager tre af dem hul på et nyt møde i et efterhånden velkendt format.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, Frankrigs præsident, Francois Hollande, og den græske premierminister, Alexis Tsipras, benytter lejligheden til endnu en gang at stikke hovederne sammen om den græske gældskrise.
Det bekræfter Hollande ved ankomsten til mødet.
- Det er ikke her i Riga, vi skal forhandle det græske spørgsmål. Men vi kan hjælpe med at gøde jorden for en løsning i eurogruppen, siger Hollande ved ankomsten til det østlige partnerskabstopmøde i den lettiske hovedstad, Riga.
Hverken Merkel eller Tsipras giver mødet kommentarer med på vejen, da de ankommer til topmødemiddagen.
Den græske regering, der bliver ledet af Tsipras yderligtgående venstreparti, blev valgt i januar på løfter om at gå op mod sine internationale kreditorers skrappe sparekrav.
Siden har regeringen forhandlet med de øvrige 18 eurolande om betingelserne for at få frigivet over 53 milliarder kroner i sidste lånerate af det eksisterende låneprogram.
Europartnerne kræver til gengæld, at den græske regering binder sig til yderligere omfattende reformer. Men forhandlingerne går trægt, samtidig med at der er stor usikkerhed om, hvor tæt den græske regering er på at løbe helt tør for penge.
Finansminister Yanis Varoufakis har i løbet af de seneste måneder flere gange sagt, at der var en løsning på vej "i løbet af de nærmeste dage".
I Bruxelles kører spekulationerne om, at en græsk statsbankerot og et dramatisk brud med euroen kan være lige op over.
De næste skarpe hjørner er, når der skal udbetales løn og pensioner til de offentligt ansatte ved månedens udgang, og når Grækenland 5. juni igen skal betale af på sit lån fra Den Internationale Valutafond.
Næste planlagte møde blandt eurolandenes finansministre i eurogruppen er først 18. juni.
/ritzau/