Den Europæiske Centralbank er indklaget for tysk domstol
Tysklands forfatningsdomstol bekræfter, at den har modtaget en klage mod Den Europæiske Centralbank (ECB).


Tysklands forfatningsdomstol bekræfter ifølge Reuters, at den har modtaget en klage mod Den Europæiske Centralbanks monetære politik, som det blev rapporteret af avisen Welt am Sonntag i weekenden.

Die Welt skriver, at klagen drejer sig om, hvorvidt ECB har overskredet sit mandat ved i stort omfang at opkøbe statsobligationer og centralbankens planer om at opkøbe virksomhedsobligationer.

- Klagen, der er indgivet til Tysklands Forfatningsdomstol, vil blive behandlet, siger talsmanden for domstolen uden at oplyse yderligere detaljer. Han afviser at give oplysninger om de personer, som har indgivet klagen.

Mange tyske politikere har kritiseret centralbankens monetære politik i de seneste uger. Kritikerne siger, at den lave rente rammer tyskernes opsparinger og pensioner.

Klagen er blot den seneste udvikling i en langstrakt strid mellem ECB og en gruppe akademikere og virksomhedsledere i Tyskland, som forsøger at få begrænset centralbankens magt ved at gå til domstolene.

En central del af Den Europæiske Centralbanks politik er juridisk i orden, hed det i en dom fra EU-Domstolen sidste år.

Programmet har siden 2012 givet eurolandenes centralbanker mulighed for at opkøbe statsobligationer på det sekundære marked for at støtte eurolande i krise.

Selve meddelelsen fra Den Europæiske Centralbank, som kom i september 2012, vurderes af centralbanken selv at have haft en stabiliserende effekt for de eurolande, hvis statsobligationer har været under pres.

Forfatningsdomstolen sendte dog spørgsmålet videre til EU-Domstolen i Luxembourg for at høre dens vurdering i forhold til EU-retten, inden en tysk dom.

EU-Domstolen sagde, at der skal opfyldes visse betingelser med indbygget sikkerhed, for at man ikke overtræder forbuddet mod, at centralbanker direkte finansierer regeringer.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.