Demokraterne blokerer Kongressen i protest mod våbenlov
De politiske slagsmål om amerikanernes våbenlovgivning tager til, efter massakren i Orlando.


Demokratiske politikere i Repræsentanternes Hus, det ene kammer af Kongressen i Washington D.C., har arrangeret en sid ned-protest onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker som følge af, at Republikanerne i Kongressens andet kammer, Senatet, nedstemte Demokraternes forslag til en strammere våbenlov tidligere på ugen.

- Intet lovforslag, ingen pause, råbte Demokraterne fra gulvet i afstemningssalen, hvorfra de svor at blive siddende.

- Vi kommer til at være her i lang tid. Det er nu, vi har en mulighed for at gøre noget ved den fejlslagne lovgivning, siger Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hun understreger, at Demokraterne vil blive siddende, indtil der bliver stemt om en ny våbenlov. Politikerne kan blokere for, at der bliver udført lovgivningsarbejde i Repræsentanternes Hus, hvis de bliver siddende.

Talsmand for Repræsentanternes Hus, republikaneren Paul Ryan, siger, at han ikke vil bøje sig for Demokraternes krav, som han kalder "et mediestunt".

- Demokraterne ved godt, at vi ikke vil sende et forslag til afstemning, som fratager amerikanerne deres forfatningsmæssige rettigheder, siger Paul Ryan på CNN ifølge Reuters.

Efter at en attentatmand dræbte mindst 49 personer i Orlando 12. juni, er debatten om den amerikanske våbenlov igen blusset op.

Tidligere på ugen nedstemte det republikanske flertal i Senatet Demokraternes bud på en strammere våbenlov.

Nu arbejdes der i stedet på et mindre omfattende kompromis, oplyste Republikanernes flertalsleder, Mitch McConnell, onsdag.

Adskillige demokratiske senatorer fandt vej til de demonstrerende politikere for at give deres støtte.

Senatorerne Elizabeth Warren, Tim Kaine og Cory Booker mødte alle op. De er alle tre blevet nævnt som mulige vicepræsidentkandidater for Demokraternes formodede præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Også præsident Barack Obama gav sin støtte til de protesterende:

- Tak, John Lewis, (demokratisk politiker, der deltog i protestaktionen) fordi du fører an i kampen mod væbnet vold, når vi har allermest brug for det, tweetede præsidenten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.