Politiet har natten igennem ledt efter en 78-årig dement kvinde, der er gået fra sin bopæl på Toftekær i Søndersø på Fyn mandag eftermiddag.
Kvinden er sidst set ved Nordmarkskole på Ullerupvænget i Søndersø omkring midnat mandag aften. Fyns Politi har i løbet af natten ledt efter hende i og omkring Søndersø med både hunde og helikopter. Nu beder man offentligheden om hjælp og opfordrer folk i Søndersø til at tjekke haver og udhuse her til morgen.
Den 78-årige beskrives som cirka 160 cm høj. Hun er spinkel af bygning og har skulderlangt, gråt hår. Hun var iført hvid T-shirt, hvid cardigan og blå cowboybukser.
Har man set kvinden, skal man kontakte Fyns Politi på telefon 114.